Danmarks næststørste bryggeri Royal Unibrew fortsætter med at engagere sig i den mere kreative og eksperimenterende del af ølmarkedet.
Unibrew har netop købt det to år gamle bryggeri Too Old To Die Young fra nattelivskoncernen Rekom Group. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Royal Unibrew.
- Royal Unibrew har fået mulighed for at overtage Too Old To Die Young, som er et stærkt og spændende brand med stort potentiale. Aftalen er ikke kun et udtryk for vores ambition om at være førende inden for craft og premium øl, men også vores respekt for det unikke håndværk og karakter, som Too Old To Die Young repræsenterer. Det er med stor fornøjelse, at vi byder dette ikoniske ølbrand velkommen i Royal Unibrew-familien, siger Kasper Ryttersgaard Jacobsen, som har titel af VP & general manager Royal Unibrew Danmark.