23948sdkhjf

Se vinderne af de første konkurrencer på Foodexpo

Der blev dystet til den ene kulinariske guldmedalje efter den anden, da Foodexpo søndag trakterede med en række konkurrencer med fokus på mad og drikke af højeste kvalitet

På åbningsdagen skulle BKD - Bager- og Konditormestre i Danmark finde og kåre Danmarks Bedste Konditor, og vinderen blev Josephine Kirstein Hansen fra Andersen Bakery i København, der blev hyldet, lyder det i en pressemeddelelse.

Også bartendergerningen er i fokus på Foodexpo, hvor arrangøren Mixology International kårer en Danmarksmester inden for såvel cocktails som mocktails. Cocktail-konkurrencen følger mandag, mens det søndag gjaldt de alkoholfrie tryllerier - og vinderen blev Manuel Lică fra bartendercopenhagen.com, der af jurymedlem og Head of R&D i Copenhagen Distillery Sune Urth fik følgende ord med på vejen:

- Manuels mocktail havde en bitterhed og mindede om en Amaro Highball med Fernet Branca og tonic, og det er enormt interessant. Manuel lykkedes med at lave en mocktail, der havde smag og i positiv forstand modstand, som var det en cocktail med alkohol i - og jeg ville vælge den over mange af de cocktails, jeg har fået i løbet af det sidste års tid, udtaler han.

Historisk sejr

3F og Horesta arrangerede Årets Kok og Årets Tjener, og efter en hel dags arbejde i køkkenet kunne priserne uddeles til kok Bjarke Jeppesen og tjener Andreas Kobs Laursen, begge fra Treetop Restauranten i Vejle. Glæden var da også stor i kølvandet på triumfen.

- Det er en kæmpe forløsning, og vi er så glade og stolte - det er virkelig svært at holde følelserne tilbage. Det er en meget fornem klub, vi nu har skrevet os ind i, og som man ikke kan tage for givet, at man kommer med i, selv om man stræber efter det. Men man vinder, hvis man træner, og vi forsøger altid at være den bedste udgave af os selv - også i det daglige. Jeg er træt, og jeg er brugt, men jeg er også maksimalt glad og lettet, udtaler Bjarke Jeppesen og suppleres af kollegaen Andreas Kobs Laursen:

- Det betyder sindssygt meget at vinde denne pris - det er fem koryfæer med både to og tre Michelinstjerner, der dømmer os, og det er vanvittigt at få det her skulderklap fra dem. På en skala fra 1-10 er jeg 1.000 glad - der ligger så lang tids træning bag, så det er en kæmpe forløsning.

Det er første gang, at vinderen af Årets Kok og Årets Tjener kommer fra den samme restaurant.

Messen, der i år runder 10 udgaver på 20 år og tæller flere end 450 udstillere og et væld af events, finder sted i MCH Messecenter Herning 17.-19. marts 2024.

De kommende dage på Foodexpo står - på konkurrencefronten - blandt andet på Danmarks Bedste Bager, Danmarksmesterskaberne i Cocktails, en række elevkonkurrencer, Nordic Chef and Waiter og ikke mindst Danmarks Bedste Romkugle.

Foodexpo finder sted i MCH Messecenter Herning 17.-19. marts 2024. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062