23948sdkhjf

Grønne organisationer anker Danish Crown-dom til Højesteret

Organisationerne, der anker dommen, mener, at Højesteret må sætte "hegnspæle" for klimavenlig markedsføring

Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen anker Vestre Landsrets dom i en sag mod Danish Crown til Højesteret.

Det skriver Børsen, DR og AgriWatch.

Dommen i landsretten faldt i begyndelsen af marts. Omdrejningspunktet for sagen var et lille, lyserødt klistermærke.

Mærkatet "Klimakontrolleret gris" sad på produkter fra producenter, hvor der blev arbejdet for at nedbringe CO2-aftrykket.

Det blev lanceret i august 2020 og var en del af en kampagne, hvor også udsagnet "Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror" indgik.

Men mærket på svinekødspakkerne var efter landsrettens vurdering i strid med markedsføringslovens forbud mod vildledning.

Udsagnet om klimavenlig dansk gris var dog inden for lovens rammer, mente retten.

Men den afgørelse er organisationerne uenige i, og derfor anker de.

Til DR siger generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening Rune-Christoffer Dragsdahl, at dommen fra Vestre Landsret efterlader "en ladeport", i forhold til hvor kreative virksomheder kan være med den måde, de bruger ord og sætninger om klimabelastende produkter.

Til AgriWatch siger han, at organisationerne holder fast i, at svinekød ikke kan kobles med klimapositive ord.

Over for samme medie kalder Frederik Roland Sandby, der er sekretariatsleder i Klimabevægelsen, sagen "principiel".

- Vi vil have Højesteret til at sætte nogle hegnspæle for, hvad man må markedsføre, når det kommer til at bruge ord som klimavenlig, siger han og tilføjer, at "det her gælder alle danske virksomheder".

Danish Crowns pressechef, Jens Hansen, siger til Børsen, at slagterikoncernen tager anken til efterretning.

Virksomheden ser ingen grund til at anke den del af dommen, hvor de grønne organisationer fik medhold, lyder det.

Efter kritik blev først dele af kampagnen trukket tilbage, og siden blev den opgivet helt.

Danish Crown blev stævnet i byretten i Randers, som sendte sagen videre til Vestre Landsret grundet sagens principielle karakter.

I det oprindelige søgsmål ønskede sagsøgerne, at Danish Crown skulle indrykke en kampagne med ordene "Dansk gris er IKKE mere klimavenlig end du tror" i lige så stor skala som koncernens oprindelige kampagne, skriver DR.

Men ifølge mediet er der skruet ned i anken til Højesteret.

Nu ønsker organisationerne, hvis de får medhold, at dommen indrykkes på Danish Crowns hjemmeside.

Organisationerne havde fået fri proces til retssagen i landsretten. Det betyder, at statskassen betaler udgifterne for retssagen.

Om der igen bliver fri proces, er endnu ikke afgjort, skriver DR. Men uanset hvad kommer sagen til at køre, oplyser Dansk Vegetarisk Forenings advokat til mediet.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083