23948sdkhjf

Juice-producent når milliardomsætning - men appelsinkrise giver problemer

Rynkeby Foods kommer ud af regnskabsåret 2023 med et "tilfredsstillende overskud".

Det oplyser den fynske fabrikant af juice og frugtbaserede drikke i en pressmeddelelse.

Rynkeby Foods leverede et positivt resultat før skat på 10,5 mio. kr. for sine aktiviteter i Danmark og Norden og vendte dermed det negative resultat fra 2022 til et overskud. 

Sammenlignet med det forrige regnskabsår er der tale om en fremgang på lidt mere end 20 mio. kr. Dertil kommer, at Rynkeby Foods i 2023 investerede små 14 mio. kr. i produktionsudstyr.

I 2023 rundede toplinjen 1,03 mia. kr. mod 978 mio. kr. året før. Den udvikling er ifølge adm. direktør Mark Hemmingsen primært drevet af prisstigninger i kølvandet på markant stigende priser på råvarer og emballage.

- Efter et svært 2022 har vi taget et pænt skridt i den rigtige retning, selvom udfordringerne også har været til at få øje på i 2023. Vi har fået gennemført nødvendige prisstigninger, så de matcher vores omkostninger bedre, og det er i sig selv en ganske tilfredsstillende udvikling, udtaler han.

Valsølille i vækst

På positivsiden fremhæver direktøren i pressemeddelelsen også særligt en flot vækst i salget af kølejuicebrandet Valsølille. 

I 2023 kunne Rynkeby Foods notere en fordobling af salget sammenlignet med året før.
Markedsdata for det samlede marked for frugtbaserede drikke viser samtidig, at Rynkeby Foods i 2023 løftede sin markedsandel fra 21,5 procent til 22,5 procent, oplyser virksomheden.

- Markedet for frugtbaserede drikke blev generelt lidt større i 2023, og her glæder vi os selvfølgelig særligt over, at vi har taget markedsandele og kan se en rigtig god udvikling for vores kølejuicebrands Valsølille og God Morgen. På Valsølille har vi oplevet en fordobling af salget, udtaler Mark Hemmingsen.

Appelsinkrisen fortsætter

Omvendt er ambient-segmentet – produkter, der kan opbevares ved stuetemperatur – mere påvirket af, at forbrugerne søger mod billigere produkter, når de har færre penge mellem hænderne eller oplever prisstigninger.

Samtidig er produktionen af frugtbaserede drikke med appelsin generelt markant påvirket af global mangel på appelsiner og deraf også appelsinkoncentrat.

Manglen skyldes en række faktorer, blandt andet en plantesygdom og ekstremt vejr på kritiske tidspunkter, og det har udfordret appelsinhøsten i 2023 med knaphed og voldsomt stigende priser som konsekvens.

- Som alle andre producenter bliver vi ramt ganske hårdt af knapheden af både appelsiner og koncentrat. Det har været tilfældet i 2023, og vi forventer, at det vil fortsætte i de kommende år. Med Eckes-Granini i ryggen kan vi glæde os over, at vi står så stærkt som muligt, når vi skal indkøbe råvarer, men vi skal samtidig være meget bevidste om, at appelsinkrisen er et særligt vilkår, vi må forholde os til, udtaler direktøren.

Rynkeby Foods i 2024 forventer et overskud før skat i størrelsesordenen 10-15 mio. kr. næste år.

RYNKEBY FOODS A/S
Regnskabsår 2023 2022
Valuta mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 1026,1 977,9
Bruttofortjeneste 207,9 185,0
Resultat af primær drift 10,5 -9,6
Resultat før skat 9,5 -12,1
Årets resultat 4,8 -6,8
Balancestatus 912,6 967,8
Egenkapital 702,1 697,4
Antal ansatte 232 239
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097