Det Gode Madhus I/S, der er ejet af Svendborg Kommune og Langeland Kommune omsatte for 9,9 millioner kroner i 2023. Uventede prisstigninger betød dog, at foretagendet kom ud af regnskabsåret 2023 med et underskud på 1,336 millioner kroner. Det skriver Fyens Stiftstidende.
Underskuddet for virksomheden, der laver færdigretter til primært ældre borger i Svendborg og på Langeland, skyldes ifølge mediet primært stigende udgifter til blandt andet råvarer, emballage, brændstof, el og varme samt regulering af feriepengeforpligtelsen, der ikke var indregnet i madprisen for 2023.