23948sdkhjf

Lantmännen Danpo: Sådan bruger vi lean

Hvordan benytter man sig af positiv manipulation, og er lean i virkeligheden bare et modefænomen? Danmarks mest effektive arbejdsplads byder ind med svarene.
Lantmännen Danpo blev i maj hædret med Dansk Industris Produktivitetspris (billedet), hvilket på jævnt dansk betyder, at koncernens fabrikker i nordjyske Aars og i Farre ved Vejle kan kalde sig for landets mest effektive.

Forarbejdet begyndte i 2007, da virksomheden indledte en turnaround med fokus på effektiviseringer. Tre år senere blev lean involveret som en del af processen, og det har givet målbare resultater.

Michael Hyldgaard, der har stået for implementeringen af lean som Business Development Manager i Lantmännen Danpo, mener dog ikke, at lean-filosofien i sig selv er afgørende for, at fjerkræslagteriet har effektiviseret driften.

- Tingene går typisk op i en højere enhed, hvor det er svært at sige, hvad der skyldes lean, og hvad der ikke skyldes lean. Man kan godt sige, at lean er et modefænomen og et buzzword. Vi burde måske kalde det for noget andet her i Skandinavien, for som vi bruger det, er det skræddersyet og tilpasset den måde, vores struktur er på, siger Michael Hyldgaard og fortsætter:

- Lean-bøgerne fra Toyota i Japan kan ikke sammenlignes med den måde, vi kører det på. Der er ikke nogen i Danmark, som bruger lean på den måde, japanerne gør det. I Danmark er vi nødt til at involvere medarbejderne langt mere, så de er med til at generere og udføre idéerne.

Lean ikke ensbetydende med fyringer
Michael Hyldgaard understreger, at han overordnet er begejstret for lean-tankegangen, som desværre ofte fejlfortolkes som et ensidigt fokus på nedskæringer og dermed fyringer.

- Men i min optik handler lean ikke nødvendigvis om at effektivisere eller rationalisere. Det er en generel fejlopfattelse, som også gør, at mange tænker, at lean er lige med at fyre en masse mennesker, siger han.

I det hele taget vil Michael Hyldgaard gerne fjerne det mentale billede af lean og effektiviseringer som noget med tapestreger på fabriksgulvet og chefer, der peger utålmodigt på produktionshallens ur. Hos Lantmännen Danpo er tilgangen mere pædagogisk funderet.

- Jeg tror, det er vigtigt, at man foretager en langsom implementering, så alle langsomt kan vænne sig til ændringerne. Jeg tog selv en uddannelse inden for coaching, og værktøjerne derfra har været rigtigt gode at bruge, fordi det i så høj grad handler om kommunikation. Det handler om at stille de rigtige spørgsmål, og det handler om at få folk til selv at turde stille spørgsmål, siger Michael Hyldgaard, og nævner værkstedet på slagteriet i Aars som et godt eksempel.

- Tidligere blev værktøjet kastet rundt inde på værkstedet, men i dag hænger alt i orden på de rigtige steder. Her brugte vi coaching til at se på, hvordan vi kunne opnå målet og få plantet idéen hos medarbejderne. Det handler om en slags positiv manipulation, for sådan en ændring kunne vi næppe have tvunget igennem med ordrer oppefra.

Kan også bruges på kontorerne
Med lean-filosofien følger som nævnt også et krav om involvering fra medarbejderne, og her handler det for Michael Hyldgaard både om at få alle mand på banen samt at samle ethvert forslag op, uanset om virksomheden går videre med det eller ej.

- Vi giver utroligt meget feedback. Hver gang, der kommer et forslag, giver vi en tilbagemelding på, om vi gennemfører det eller ej. Vi gør også meget ud af, at det er tilladt at begå en fejl. Som medarbejder skal du selvfølgelig ikke brænde fabrikken ned, men hvis du aldrig skyder, så rammer du heller aldrig målet, lyder filosofien.

Og det er altså ikke kun på gulvet, at lean er udbredt. Hos Lantmännen Danpo kan principperne i lige så høj grad indføres hos de steder i virksomheden, hvor arbejdet udføres foran en computerskærm på et kontor.

- Det er ikke et krav, at der er produktion involveret. Lean er født i produktionen, men jeg kan ikke se, at der er nogen begrænsninger, for værktøjerne er i princippet de samme, uanset om du er i produktionen eller administrationen. Det centrale omdrejningspunkt er kommunikationen med medarbejderne uanset hvad, mener Michael Hyldgaard.

Artiklen er en del af temaet Lean.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14