Åbner for "skræddersyet" mælk: Mejerigigant ruller ambitiøst koncept ud
Det blev lanceret i England i slutningen af 2023, og nu ruller Arla Foods det ud over for alle sine kunder på det danske marked - i detail såvel som i foodservice:
Fremover bliver al drikkemælken fra Arla - 275 millioner kg på årsbasis - forsynet med bagvedliggende klimadata helt ude fra de enkelte gårde, som blandt andet gør det muligt at foretage særlige klimatiltag for dele af produktionen.
Arla kalder det selv for et partnerskab - FarmAhead Customer Partnership - og i praksis kan mejerigigantens datadrevne bæredygtighedsarbejde bruges til at opfylde kundekrav om mejeriprodukter med reduceret klimaaftryk til forbrugerne. I tilgift får kunderne adgang til data til brug for deres egen klimarapportering.
- Vi har store ambitioner om at være førende inden for vores sektor og udvikle fremtidens mejerisektor. Det betyder, at vi skal levere kvalitetsfødevarer med så lavt et klimaaftryk som muligt, men vi kan ikke gøre det alene. Det kræver en indsats fra producenter, kunder, forbrugere, politikere - alle led i kæden. Derfor går vi som leverandør nu sammen med vores ambitiøse kunder i Danmark og sætter yderligere fart på udviklingen, siger Peter Giørtz-Carlsen, viceadm. direktør og COO i Arla Foods i en pressemeddelelse.
Blandt Arlas store kunder i dagligvarehandlen - samtlige større kæder her i landet - siger discountkæden Lidls danske viceindkøbsdirektør Khalil Jehya Taleb i pressemeddelelsen:
- Det har stor værdi for os at få adgang til den præcise data for netop den mælk, vi køber af Arla, så vi kan rapportere troværdigt og åbent om arbejdet med at reducere vores klimaaftryk.
De tyske og svenske markeder følger efter senere på året. På længere sigt er det meningen, at Arla vil udbrede konceptet til andre mejeriprodukter som ost og yoghurt.