Gav syv millioner mostæbler i 23: Traditionsrig kampagne skydes i gang
Fra og med på fredag 16. september er det igen blevet tid for fynboerne til at indsamle æblerne i deres haver - for at veksle dem til most hos Orskov Foods-ejede Ørbæk Mosteri.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra ngo'en Stop spild af mad.
Årets indsamlingskampagne på Fyn løber frem til slutningen af oktober, hvorefter det bliver klart, om den når sidste års rekordniveau på 667 tons æbler, svarende til omkring 6,7 millioner overskudsæbler. Det var en stigning på næsten 100 tons i forhold til 2022.
Den æblemost, der kommer ud af indsamlingen, bliver solgt i de over 400 Rema 1000-butikker landet over under navnet Årets Ævlerov.
Ørbæk Mosteri har samlet ind på denne måde helt siden 1938, men i de senere år har traditionen fået nyt liv gennem samarbejdet med Rema 1000 og Stop spild af mad.
Læs også Orskov Foods slutter årets æblekampagne på fredag (food-supply.dk)
- Fynboernes bidrag til produktionen af vores haveæblemost 'Årets Ævlerov' er en påmindelse om, hvordan individuelle handlinger kan gøre en forskel. For os er det en stolt tradition og en vigtig indsats for at udnytte vores ressourcer bedst mulig, siger Jesper Dalskov-Rasmussen, salgsdirektør hos Ørbæk Mosteri.
Stifter af og bestyrelsesformand for foreningen Stop spild af mad, Selina Juul bakker op:
- Årets Ævlerov er et meget inspirerende eksempel på, hvordan lokalsamfundet på Fyn går forrest i kampen mod madspild. Initiativet bidrager til at redde æbler og bevare jordens ressourcer, siger hun.