23948sdkhjf

Restaurantkæder lover nyansættelser ved nedsat moms

Hvis restaurantmomsen sættes ned, vil det kunne aflæses direkte på antallet af medarbejdere hos de store kæder i Danmark.
Det er ikke grebet ud af den blå luft, når HORESTA-direktør Katia K. Østergaard siger, at en nedsat restaurantmoms vil skabe tusindvis af nye arbejdspladser i Danmark.

Læs også: Lavere restaurantmoms skaber 5.000 nye job

Det bekræfter flere af Danmarks største restaurantkæder over for Food Supply.

- Umiddelbart viser erfaringerne fra Sverige jo, at en sænkning af momsen resulterede i større omsætning i erhvervet og dermed større beskæftigelse. Og hos Bone’s er det naturligvis også sådan, at et lavere prispunkt som følge af lavere moms også vil resultere i større omsætning – det ser vi tydeligt ved kampagner og aktiviteter, hvor vi arbejder med pris som en parameter, siger Jan Laursen, der er direktør for Bone’s Restauranter.

Momsnedsættelse gavner
HORESTA’s forslag går på at følge eksemplet fra Sverige, hvor man fra 2012 nedsatte restaurantmomsen fra 25 til 12 procent ved indgangen til 2012. Sker det i Danmark, bør konsekvensen være, at restaurationsbranchen bliver i stand til at skabe flere arbejdspladser, mener Jan Laursen.

- Det er naturligvis svært at gætte på, hvor stor stigning i salget der vil kunne skabes af en cirka 10-15 procent reduktion i momsen. Men det er et fornuftigt udgangspunkt at tro på, at forbrugernes budget til udespisning som minimum vil blive fastholdt på samme niveau totalt set – og vi vil i Bone´s naturligvis forvente at få vores del af den stigning. Skal vi komme med et bud på, hvad en stigning på godt ti procent i omsætning vil betyde for antal af hoveder ansat i virksomheden, vil vi på et hurtigt bud få brug for 50-75 ekstra, siger han.

Samme melding kommer fra McDonald’s Danmark, som beskæftiger omkring 4.200 ansatte på kædens restauranter i Danmark.

- Det er oplagt, at en momsnedsættelse kan gavne vores forretning, hvilket vil kunne resultere i flere ansættelser. Det er imidlertid ikke muligt at sætte et tal på – især da vi løbende åbner nye restauranter og udvider åbningstiderne og dermed i forvejen ansætter flere medarbejdere, siger kommunikationsdirektør Stine Green Paulsen til Food Supply.

Kaffebar er også klar
I kaffebranchen ser man også på en nedsættelse af restaurantmomsen som en mulighed for at ansætte flere medarbejdere.

- Vi har ikke regnet på scenariet, så det er vanskeligt for os at sætte et tal på tilvæksten af kolleger i forbindelse med en sådan regulering. Vi er dog ikke i tvivl om, at en nedsættelse af momsen vil øge vores omsætning og dermed gøre det muligt for os at åbne flere kaffebarer og ansætte flere kolleger, siger Anders Wall, der er kommerciel direktør i Baresso Coffee, til Food Supply.

Han oplyser, at Baresso i dag beskæftiger 520 ansatte på kædens egne kaffebarer foruden et antal ansatte på de 15 kaffebarer, der drives på franchisebasis.

HORESTA: 5.000 arbejdspladser med nedsat moms

Det kaster 5.000 nye arbejdspladser af sig, hvis restaurantmomsen i Danmark sænkes fra 25 til 12 procent. Det mener brancheorganisationen HORESTA, som også har regnet på de økonomiske konsekvenser ved en momsnedsættelse.

Prisen for at nedsætte restaurantmomsen lyder på ca. 5 mia. kr., hvilket kan reduceres til 3,8 mia. kr. som følge af besparelser ved, at 5.000 mennesker går fra overførselsindkomster til beskæftigelse.

Ifølge HORESTA er det dog overvejende sandsynligt, at det beløb kan sænkes yderligere, da en lang række af afledte effekter – som eksempelvis øget beskæftigelse hos underleverandører – ikke er medtaget i regnestykket.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078