23948sdkhjf

Usund mad ventes at blive endnu mere populært frem mod 2040

Analyse viser, at vi vil ryge og drikke mindre i 2040. Til gengæld kommer vi til at spise mere usundt

De officielle kostråd har flere årtier bag sig, og kampagne efter kampagne har forsøgt at skubbe danskernes madvaner i en sundere retning.

Alligevel ventes at vi spise mere og mere usundt fremover.

En analyse fra Statens Institut for Folkesundhed peger på, at næsten hver tredje dansker i 2040 generelt vil spise usundt.

Eller med forskernes ord: 28 procent forventes at have et usundt kostmønster.

Et usundt kostmønster er defineret ved, at man spiser for lidt frugt, grønt og fisk og til gengæld spiser for meget fedt og især mættet fedt.

Det fortæller Anne Vinggaard Christensen, der er en af forskerne bag analysen.

- Det er sådan et kostmønster, der i undersøgelser har vist en sammenhæng med forskellige sygdomme. Det er derfor, det er interessant, siger hun.

Det er risikoen for blandt andet type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme og visse kræftformer, der stiger, når man spiser for meget fedt og for lidt frugt, grønt og fisk.

Det samme gør risikoen for overvægt og svær overvægt.

Ifølge analysen ventes 30 procent af befolkningen at være svært overvægtige om 15 år.

Fremskrivningerne er baseret på data om danskernes sundhed fra 2010, 2013, 2017 og 2021.

I 2021, som de nyeste tal er fra, havde 18 procent af danskerne usunde kostvaner. 19 procent var svært overvægtige.

- Det er et paradoks, at vi ved rigtig meget om, hvad der er sundt, men samtidig er der rigtig meget mad tilgængeligt, som ikke er særligt sundt, siger Anne Vinggaard Christensen.

Ifølge analysen vil det især være unge i alderen 16 til 29 år, der spiser usundt i 2040. Og så vil flere mænd end kvinder have usunde kostvaner.

Anne Vinggaard Christensen peger på to faktorer, som i andre undersøgelser har vist sig at have stor betydning for, om vi køber sunde råvarer, eller om vi vælger færdigretterne eller bestiller takeaway: Pris og markedsføring.

- Pris betyder rigtig meget for, hvilken mad vi spiser. Og så har man fået mere opmærksomhed på, hvordan forskellige produkter bliver markedsført.

- Altså hvor meget det egentlig betyder, at man bliver eksponeret rigtig meget for markedsføring af usunde madvarer, siger forskeren.

Mens det ventes at gå den usunde vej med kostvanerne, viser analysen fra Statens Institut for Folkesundhed, at vi vil ryge og drikke mindre i 2040.

Om 15 år ventes 6 procent af befolkningen at drikke mere end ti genstande i løbet af en uge. 7 procent vil ryge dagligt.

I 2021 havde 16 procent et højt alkoholforbrug. 14 procent røg hver dag.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094