Influencer-forperson så gerne grænse på 18 år i nyt udspil

Et nyt forslag fra regeringen om at forbyde reklamer for usund mad målrettet børn under 15 år er ikke ambitiøst nok.
Sådan lyder det fra forpersonen i Forbundet for Influenter & Bloggere, Lisbeth Kiel Bjerrum.
Forbundet så gerne, at grænsen blev sat op til 18 år.
- Vi er helt enige med regeringen i, at man ikke skal markedsføre usunde fødevarer til børn og unge. Men vi har som branche faktisk valgt at lægge os på en aldersgrænse, der hedder 18 år.
- Det undrer jo, at grænsen (i forslaget, red.) kun er 15 år. Vi synes, at regeringen kunne have været en smule mere ambitiøs og sat grænsen på 18 i stedet for de 15 år.
Forbundet har været i kontakt med en række af sine medlemmer, hvor alle har været enige i, at en grænse på 18 år var passende. Det fortæller Lisbeth Kiel Bjerrum.
Forbundet for Influenter & Bloggere er en selvstændig gruppe under Dansk Journalistforbund, der repræsenterer influencere og bloggere.
Hvis regeringens lovforslag stemmes igennem, bør der føres flere ressourcer til Forbrugerombudsmanden, så reglerne kan håndhæves, mener Lisbeth Kiel Bjerrum.
- Forbrugerombudsmanden, der skal sidde og vurdere reklamerne, har i forvejen meget få ressourcer, så vi oplever, at der er rigtig mange regler for influenter, men at der simpelthen ikke er ressourcer til at håndhæve mange af dem.
Fokusset bør dog ikke kun være på influencerbranchen, mener Lisbeth Kiel Bjerrum.
- Det er vigtigt, at man ikke kun har fokus på influenter. Man skal også kigge på de annoncører, der faktisk placerer de her kampagner hos influenterne.
Konkret ønsker regeringen at ændre markedsføringsloven for at gøre reklamerne forbudt.
Eksempelvis reklamerede influenceren Alexander Husum for burgerkæden The Burger Concept, og det klagede Forbrugerrådet Tænk over.
Forbrugerrådet fik medhold i sin klage hos Forum for Fødevarereklamer. Derfor fik The Burger Concept kritik for at bryde med fødevareindustriens kodeks for reklame for usunde fødevarer til børn.
I reklamekampagnen mellem Alexander Husum og The Burger Concept havde Husum lavet sin egen burger med milkshake til og opfordrede - blandt andet på egne kanaler - sine følgere til at gå hen i butikken og bestille det.
The Burger Concept var uenig i, at kampagnen med influenceren var målrettet børn.
Lovforslaget om reklamer for usunde madvarer er en del af regeringens kommende kræftplan 5, der snart præsenteres og har særligt sigte mod influencere.
/ritzau/