Efter deadline: Uklare regler skaber frustration i fødevarebranchen

31. maj var deadline for indberetning af emballagemængder for 2024 til Dansk Producentansvar.
Både fødevarevirksomheder og andre virksomheder med producentansvar for emballage skal sikre, at deres faktiske emballagemængder for 2024 er indberettet med udgangen af maj.
De nye regler indgår i det udvidede producentansvar, som efter planen indføres i Danmark den 1. oktober.
Producentansvaret tager primært afsæt i EU’s emballageforordning, som har til formål at reducere mængden af emballage, sikre effektiv indsamling og håndtering af emballageaffald og fremme, at al emballage kan genbruges eller genanvendes.
Mange har allerede indberettet til såkaldte kollektive ordninger som fx VANA og Emballageretur. Men en "bekymrende" del af virksomhederne har opgivet på forhånd, lyder det i en pressemeddelelse.
- Især mange virksomheder, som anvender genbrugsemballage, oplever de nye regler som værende så komplicerede, at de har opgivet at indberette. Dertil kommer, at mange små og mellemstore virksomheder simpelt hen ikke råder over de medarbejderressourcer, der er nødvendige for at løse indberetningsopgaven, udtaler Marianne Roed Jakobsen, administrerende direktør hos VANA.
Frustrerede virksomheder
Det er eksempelvis VANA og Emballageretur, der hjælper virksomhederne med at navigere i de nye regler. Men visse fortolkninger fortsat uafklarede, hvilket skaber usikkerhed hos virksomhederne. Ifølge Rikke Halkjær Kristensen, som er fagchef hos Emballageretur, er det relativt sent blevet afklaret, hvordan genbrugsemballage skal indberettes.
- Det har skabt frustration i virksomhederne, at der først ret sent er kommet et klart svar på dette spørgsmål. Dertil kommer, at der er usikkerhed om emballage, som er i kontakt med fødevarer. Blandt andet derfor kan det være svært at vurdere, hvad man konkret skal gøre for at undgå, at emballage bliver placeret i den røde kategori, som man skal betale afgift for, siger Rikke Halkjær Kristensen.
De kollektive ordninger har i samlet flok problematiseret, at der stadig er ting, som er uklare. De kollektive ordninger har derfor opfordret til, at myndighederne i starten ikke sætter for hårdt ind mod de virksomheder, som har svært ved at overskue retningslinjerne.