23948sdkhjf

Forfalskede fødevarer truer både helbred og bundlinje

EU har beslaglagt kopimad og falsk spiritus for 678 millioner kroner – Danmark mister hvert år salg for 171 millioner kroner på området

Forfalskede fødevarer og drikkevarer udgør en voksende trussel i hele EU. Det advarer EU's Kontor for Intellektuelle Rettigheder (EUIPO) om i forbindelse med kampagnen Hvad er der på dit bord?, som markerer den internationale dag mod forfalskninger.

Det skriver EUIPO i en pressemeddelelse.

De seneste rapporter afslører et stort marked for kopiprodukter – ikke kun luksusvarer, men også helt almindelige fødevarer som småkager, chips og slik. Ifølge EUIPO blev fødevarer beslaglagt for 678 millioner kroner i 2024 under den årlige OPSON-operation, som koordineres af Europol og Interpol.

– Forfalskede fødevarer og drikkevarer er et stort problem for folkesundheden. Vores kampagne har til formål at give forbrugerne den nødvendige viden til at beskytte sig selv og samtidig støtte legitime virksomheder, der overholder EU's kvalitetsstandarder. Det er en kamp, vi skal kæmpe sammen: myndigheder, producenter og forbrugere, udtaler João Negrão, administrerende direktør for EUIPO, i pressemeddelelsen.

Sundhedsrisiciene er alvorlige: Forfalskede produkter har indeholdt farlige stoffer som methanol, kviksølv og ulovlige pesticider. Særligt vin og spiritus er udsatte for forfalskning. Ifølge EUIPO går der årligt 17 mia. kr. tabt i omsætning og næsten 5.700 arbejdspladser i EU som følge af forfalskninger i denne sektor. På tværs af hele fødevare- og drikkevaremarkedet mister Danmark årligt salg for 171 mio. kr. som følge af kopivarer.

For at hjælpe virksomheder med at beskytte deres brands har EUIPO udgivet en vejledning med over 40 teknologier, der kan anvendes til at bekæmpe forfalskninger og piratkopiering. Værktøjerne omfatter alt fra autentificeringsmærker og digitale sporingssystemer til blockchain og avanceret emballagesikring, som kan sikre ægtheden af produkterne og lette håndhævelsen.

Operationer som OPSON har i 2024 ført til beslaglæggelse af 22.000 ton fødevarer og 850.000 liter drikkevarer, opløsning af 11 kriminelle netværk og over 270 anmeldelser.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078