23948sdkhjf

Stort millionoverskud trods nedbrændt fabrik

Selvom fabrikkens hovedbygning brændte ned til grunden har Samsø Syltefabrik i 2024 leveret et stort millionoverskud

I maj måned sidste år brændte Samsø Syltefabrik ned til grunden.

Alligevel er det lykkedes virksomheden at levere et overskud på lidt over 63 millioner kroner i 2024, fremgår det af virksomhedens årsregnskab.

Det er langt højere end året før, hvor overskuddet var 11 millioner kroner.

Det flotte resultat skyldes blandt andet, at det på trods af branden lykkedes at få en midlertidig produktionslinje til syltevarer i gang på grund af en helt særlig indsats fra medarbejderne.

- Driften er gået tilfredsstillende i lyset af den situation, som vi har været i, siger direktør for Samsø Syltefabrik, Frank Jakobsen, til TV2 Østjylland.

Men det er ikke hele forklaringen.

Virksomheden har modtaget et stort erstatningsbeløb fra forsikringen af den nedbrændte fabrik. Pengene skal bruges på genopbygningen, der nu er i gang.

Årsagen til, at overskuddet er så meget større end tidligere år, er, at erstatningsbeløbet er medregnet i resultatet, forklarer direktøren til TV2 Østjylland.

Præcis hvor mange penge virksomheden har fået fra forsikringen, ønsker Samsø Syltefabrik ikke at oplyse.

Men af årsregnskabet fremgår det, at: "Selskabet har indregnet tilgodehavende forsikringserstatning på i alt 71,4 millioner kroner vedrørende reetablering af selskabets produktionshal og -anlæg, som gik tabt i branden den 20. maj 2024."

Ser man på virksomhedens overskud i 2024, foruden den store forsikringssum, så er det overraskende nok, ifølge direktøren, meget sammenligneligt med året før.

- Der er virkelig blevet knoklet. Medarbejderne har gjort rigtig meget for, at vi kunne komme i gang igen, har Frank Jakobsen tidligere udtalt om indsatsen.

Og når man kan opnå sådan et resultat med en nedbrændt hovedbygning, så ser direktøren flotte resultater for sig i fremtiden.

- På den lange bane bliver det endnu bedre, når vi har fået den nye fabrik, siger Frank Jakobsen.

Samsø Syltefabrik forventer, at den nye bygning står færdig i slutningen af året.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094