Alle danske KFC-restauranter lukker midlertidigt

Alle 11 danske KFC-restauranter drejer midlertidigt nøglen om og lukker.
Det oplyser den amerikanske fastfoodkædes vesteuropæiske afdeling til DR, efter at mediet i programmet Kontant afdækker, hvordan ansatte har fiflet med datomærkning.
Derfor vil KFC lukke alle 11 butikker, indtil der er fundet en ny franchisetager og dermed en ny driftsledelse.
De danske restauranter har været drevet af selskabet Isken ApS indtil nu, hvor kæden vil have en ny til at stå for driften i Danmark.
Allerede 10. juni svarede den vesteuropæiske afdeling DR, at de ting, kæden blev forholdt, ikke overholdte vilkår og forpligtelser i KFC's franchiseaftaler.
Helt konkret har DR Kontant talt med tidligere ansatte på de danske restauranter, der fortæller om, hvordan man har forlænget datomærkningen på kylling brugt i restauranterne.
Hvis en frisk, optøet kylling ikke var blevet brugt inden udløbstidspunkt, printede man nye holdbarhedsklistermærker til at sætte på.
DR har fået indblik i en gruppechat med ledelsen på restauranten i Tilst, hvor der også er flere eksempler på, hvordan man omtaler det at "forlænge" kyllingens holdbarhedsdato som en praksis.
KFC har restauranter i Rødovre, Greve, Tilst, Horsens, Vejle, Herning, to i Odense og tre i København.
Fødevarestyrelsens rejsehold var på kontrolbesøg på alle 11 restauranter i begyndelsen af juni.
Det affødte 11 smileys med sur eller lige mund og dermed inden glade smileys, hvilket betyder ingen anmærkninger.
Styrelsen tildelte i alt fire sure smileys og syv med lige mund.
I rapporten fra KFC i Odense fremgår det blandt andet, at der ses skimmellignende vækst, støvansamlinger og spindelvæv.
En anden kontrolrapport henvises der til beskedtråde mellem medarbejdere og ledere hos KFC.
Billeder i beskedtrådene viser blandt andet, at kyllingekød optøs uden for køl i kasser på virksomhedens gulv, selv om virksomhedens officielle retningslinjer er, at det ikke må optøs på andre måder end på køl.
- Derudover sender en medarbejder i en besked to billeder af salat, der er udløbet, og spørger direkte ledelsen, om det skal smides ud eller ommærkes, hvortil ledelsen svarer, at de venter med udsmidning til dagen efter, bemærker styrelsen.
/ritzau/