Milliardvirksomhed mister næsten 80 pct. af overskuddet

Trods at Nowaco Holding A/S' direktion ser glade ud på billedet, der fulgte med årsrapporten for 2024's pressemeddelelse, er der ikke meget at fejre.
Resultatet efter skat er næsten faldet med 80 pct. fra 48,9 mio. kr. til 10 mio. kr.
- Årets resultat lever ikke op til forventningerne og er ikke tilfredsstillende, skriver de i ledelsesberetningen.
I pressemeddelelsen peger adm. direktør og medejer Katja Nowak Nielsen på et udfordrende marked.
- Specielt de afrikanske markeder har været under pres, primært på grund af manglede adgang til valuta, ligesom fugleinfluenza har haft en negativ effekt, udtaler Katja Nowak Nielsen.
Den nordjyske handelsvirksomhed med hovedsæde i Aalborg har specialiseret sig i at handle frosne fødevarer som kød, fisk og grøntsager til lande, som få andre virksomheder tør bevæge sig ind på bl.a. Vestafrika og Asien.
Den faldende bundlinje kan ikke bortforklares med en lavere omsætning, der, trods Nowaco omsætter for milliarder, er faldet mindre end årets resultat. Således er de 3.219,8 mio. kr. blot 10,1 mio. færre end omsætningen i 2023.
Flere af de andre nøgletal falder dog med større millionbeløb, og f.eks. er resultatet af den primære drift faldet med næsten 40 pct. og endte i 2024 på 27,8 mio. kr.
Partnerskab skal løfte 2025
I 2022 købte Nowaco sig ind i Ciupsa, som er den største fiskerivirksomhed i Uruguay med egen fiskeflåde og fabrik i Montevideo. Det partnerskab levede ikke op til forventningerne i 2024.
- Fiskeristrejken i Uruguay det første halvår af 2024 har dog belastet driften, udtaler Katja Nowak Nielsen.
Alligevel understreger Nowaco, at partnerskabet er blevet styrket med bl.a. nye fiskeskibe.
Også afskrivninger og øgede investeringer nævnes som forklaring på det skuffende årsresultat.
Disse investeringer, mener man i virksomheden, giver et robust forretningsgrundlag, der gør, de ser positivt på 2025.
- De første seks måneder af 2025 ligger langt over budget, og flere af de strategiske tiltag, vi har foretaget, ser ud til at materialisere sig, udtaler Katja Nowak Nielsen.
Blandt Nowacos nyeste tiltag er, at de sikrede sig eneretten til forhandle fisk fra det irske selskab Ward Fish i januar 2025.
Selskabet har en kapacitet på op til 60.000 ton fisk om året, men størrelsen svinger, og målsætningen i år lyder på 25.000 ton fisk. Til sammenligning sælger Nowaco omkring 300.000 tons fisk årligt.
Regnskabsår | 2024 | 2023 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 3219,8 | 3229,9 |
Bruttofortjeneste | 111,6 | 122,8 |
Resultat af primær drift | 27,8 | 46,2 |
Resultat før skat | 13,0 | 56,8 |
Årets resultat | 10,0 | 48,9 |
Balancestatus | 988,6 | 926,5 |
Egenkapital | 344,1 | 368,6 |
Antal ansatte | 178 | 175 |
Kilde: Årsrapport |