Rejeimperiet opnår rekordoverskud: - Ikke udtryk for en ny normal

Den familieejede bornholmske reje- og fiskerikoncern Ocean Prawns med hovedsæde i Nexø kommer ud af 2024 med et historisk højt overskud.
Resultatet lander på hele 177,3 mio. kr. efter skat, hvilket er over dobbelt så meget som i 2023 – og det betyder, at koncernens egenkapital nu igen runder én milliard kroner.
Bag det høje tal gemmer sig et ekstraordinært engangssalg af det canadiske datterselskab OPC Investments Ltd., der alene gav en ekstraordinær gevinst på 148 mio. kr. – svarende til langt størstedelen af årets overskud.
- Resultatet må betegnes som ekstraordinært og er ikke udtryk for en ny normal – det afspejler primært effekten af frasalget i 2024, skriver koncernen i sin pressemeddelelse.
Både årsrapport og pressemeddelelse understreger, at kerneforretningen har været præget af lave priser på koldtvandsrejer, fortsatte tekniske vanskeligheder og pres på verdensmarkedet, ikke mindst på grund af økonomisk afmatning i Kina.
- 2024 har på mange måder været et helt særligt år. Vi har leveret vores bedste resultat nogensinde, men det er samtidig sket i et år, hvor fiskeriet har været præget af lave rejepriser og tekniske problemer, der har ført til alt for mange liggedage, udtaler adm. direktør Daniel Barslund i pressemeddelelsen.
Store udsving siden 2020
Set over de seneste fem år har Ocean Prawns’ økonomiske udvikling været præget af store udsving, hvor både coronaåret 2020 og årets engangssalg i 2024 sætter sine tydelige spor.
Driftsresultatet i 2020 dykkede til blot 3,4 mio. kr., mens det i 2018 og 2019 lå omkring 22 mio. kr. I 2024 springer tallet helt op på 185,0 mio. kr., men næsten udelukkende på grund af den store avance ved salget af datterselskabet.
Hertil kommer, at også investeringerne i værdipapirer har bidraget positivt.
I pressemeddelelsen udtrykker Daniel Barslund stolthed over resultatet og medarbejdernes indsats:
- Det har krævet en stor indsats, og jeg vil gerne anerkende det hårde arbejde, vores medarbejdere – både på land og til havs – har leveret i 2024.
Fremtiden rummer dog fortsat usikkerhed. Forventningerne til 2025 er præget af markedsusikkerhed, især om tildeling af canadiske kvoter og udviklingen i eksportpriser. Ocean Prawns forudser, at resultatet i det nye år vil ligge under rekordniveauet fra 2024, og understreger, at den store engangsindtægt ikke vil gentage sig:
- Alligevel går vi ind i det nye år med tro på, at vi kan levere et fornuftigt resultat – båret af en bredere og stærkere forretning end nogensinde før, lyder det i pressemeddelelsen.
Regnskabsår | 2024 | 2023 | 2022 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | 316,2 | 149,7 | 162,4 |
Resultat af primær drift | 185,0 | 17,0 | 33,9 |
Resultat før skat | 208,0 | 78,0 | 97,3 |
Årets resultat | 177,3 | 74,1 | 78,8 |
Balancestatus | 1359,3 | 1291,5 | 1267,1 |
Egenkapital | 1062,8 | 882,6 | 815,7 |
Antal ansatte | 215 | 216 | 202 |
Kilde: CVR |