23948sdkhjf

Stauning Whisky dropper USA efter rekordunderskud

Stauning Whisky må efter nyt underskud skære ind til benet og fokusere på kernemarkederne Danmark og Tyskland

Den danske whiskyproducent Stauning Whisky må spænde livremmen ind, efter at selskabet endnu engang har præsteret et stort millionunderskud.

Den vestjyske whiskyproducent havde sidste år et underskud på hele 72 millioner kroner efter skat, hvilket er det største hidtil.

En del af underskuddet relaterer sig dog ikke til driften, men til nedskrivninger på bygninger og materiel.

Underskuddet betyder blandt andet, at ledelsen har været nødsaget til at sige sine seks ansatte i USA op og trække sig ud af det amerikanske marked.

- Potentialet er kæmpestort i USA, men det er enormt dyrt at lave en forretning derovre, og vi er nødt til på en noget kortere bane at sikre et positivt cashflow, siger administrerende direktør Lasse Vesterby til Finans.

Han forklarer, at man i stedet vil gå efter at sælge endnu mere på nærmarkeder i Tyskland og Danmark, hvor selskabet i dag tjener penge.

Stauning Whisky ejes for en stor dels vedkommende af den britiske spirituskoncern Diageo, der købte sig ind i Stauning Whisky i 2015.

Men briterne vil ikke smide flere penge i forretningen, og derfor er det nu op til de oprindelige stiftere, der stadig er medejere, at få balance i forretningen.

På trods af de store underskud har Stauning Whisky stadig en solid egenkapital. Den lyder på næsten 221 millioner kroner.

Der er ikke oplyst omsætningstal i regnskabet, men i ledelsesberetningen står der, at der er opnået "betydelig" vækst i mængden af solgt whisky, hvilket betragtes som tilfredsstillende i det aktuelle forretningsmiljø for spiritusbranchen.

Stauning Whisky forventer igen i år at øge salget af whisky, men forudser alligevel et underskud på mellem 20 og 30 millioner kroner.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062