23948sdkhjf

Gnist i æggebakker førte til omfattende brand

En gnist i æggebakker var årsagen til branden, der mandag aften opstod i en lagerhal hos Brødrene Hartmann i Tønder

Mandag aften udbrød der brand i en lagerhal hos æggebakke-producenten Brødrene Hartmann i Tønder. Nu har politiet fastslået den præcise brandårsag.

Det skriver JydskeVestkysten.

Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi blev branden antændt af en gnist i en palle med æggebakker under pakning. Pallen blev herefter flyttet til lagerhallen, hvor ilden udviklede sig.

– På baggrund af undersøgelserne, vidneafhøringer og billedmateriale fra brandvæsenet, er vi kommet frem til denne som den endelige konklusion, siger politikommissær Chris Thorning Vesterdal.

Branden beskæftigede over 50 brandfolk gennem natten. Ifølge Hartmanns direktør Søren Elstrøm skyldes brandens omfang, at det er svært at slukke brand i sammenpresset papir.

Branden medførte ingen personskader, det var alene en lagerbygning, der blev ramt.

Det er ikke første gang, der er brand hos producenten. I december 2024 opstod der også røgudvikling på fabrikken i Tønder, da gløder i æggebakker antændte papir. Dengang blev branden hurtigt slukket, og ifølge direktør Søren Elstrøm blev skaderne betegnet som minimale. Den seneste hændelse understreger dog de udfordringer, der følger med opbevaring og håndtering af brandfarlige materialer som pap og papir i stor skala.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.06