Nævn udtaler kritik: Shotsrør refererede til slik og ikke sæd

Shotsrør fra Spritfabrikken i samarbejde med rapgruppen Suspekt må ikke markedsføres med navnet "Rent slik" - heller ikke selv om producenten mener, at det henviser til sæd og ikke slik.
Det fastslår Alkoholreklamenævnet i en afgørelse torsdag.
Spritfabrikken bruger betegnelsen "begyndersæt" om en serie på tre shotsrør med navnene "Lakrids", "Hundepik" og "Rent slik".
Intentionen med betegnelsen har ifølge Spritfabrikken været at introducere til produktserien. Hvis man ønskede "at starte festen", kunne man vælge dette sæt, argumenterer Spritfabrikken i et høringssvar.
Det har ikke været hensigten at appellere til børn og unge, lyder det.
Men Alkoholreklamenævnet finder det problematisk, at ordet "begyndersæt" bruges sammen med et alkoholprodukt med titlen "Rent slik".
Det bidrager "til et samlet indtryk, hvor den erhvervsdrivende ikke i tilstrækkelig grad har udvist hensyn til ansvarlig adfærd", konkluderer nævnet.
Selve navnet "Rent slik" har nævnet også set på.
Ifølge Spritfabrikken selv skal det ses i en anden kontekst end søde sager. Det skal ses som en reference til Suspekts musik, hvor det blandt andet indgår i sangen "Gonzo".
- Det bruges i slangform og henviser – som det også er velkendt blandt bandets voksne fanbase – til sæd, ikke til slik som konfekture, skriver Spritfabrikken i høringssvaret.
Men nævnet mener ikke, at referencen til Suspekts sangtekst kan forventes at være bredt kendt i et omfang, hvor forbrugeren naturligt tænker på sæd og ikke slik, når de hører navnet.
- Alkoholreklamenævnet vurderer på den baggrund, at navnet "Rent slik" på et shotrør som udgangspunkt må forstås i ordets direkte betydning.
- Det er hertil Alkoholreklamenævnets vurdering, at navnet "Rent slik" på et alkoholholdigt produkt udgør markedsføring, som ikke lever op til ansvarlig adfærd ved markedsføring af alkoholholdige produkter, lyder det i afgørelsen.
I detailhandlen har produktet fået et "Censur"-mærkat på for at imødekomme misforståelser, noterer Spritfabrikken i høringssvaret.
Sådan et mærkat har det andet shotsrør "Hundepik" også fået på.
Men Alkoholreklamenævnet noterer sig, at rørene uden de censurerede navne forhandles ved andre webshops ud over tabushop.dk, som forhandler Suspekts merchandise.
Nævnet opfordrer til at erstatte emballagen, så "Censur"-mærkatet optræder på tværs af alle markedsførings- og salgskanaler.
Spritfabrikken angiver i høringssvaret, at der er sat gang i en proces med at ændre navnet på varen på tabushop.dk.
Alkoholreklamenævnet ledes af en uafhængig forperson.
Forbrugerrådet og Bryggeriforeningen er permanente medlemmer af nævnet. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har fast observatørstatus.
Følges nævnets afgørelser ikke, kan det bede Forbrugerombudsmanden om at foretage retlige skridt.
/ritzau/