Energidrik-aktie brager op på børsen efter milliardsalg

Det amerikanske selskab Monster Beverage, der står bag energidrikken Monster, har fredag fået medvind på børsen i New York.
Således er aktien i Monster Beverage steget med over otte procent til 65,70 dollar. Det skriver Bloomberg News ifølge MarketWire.
Det sker, efter at den amerikanske energidrikproducent har offentliggjort sit regnskab for andet kvartal.
Her fremgår det, at Monsters salg steg med 11 procent til 2,11 milliarder dollar i andet kvartal i forhold til samme periode sidste år. Det svarer til godt 13,5 milliarder kroner.
Fremgangen skyldes, at energidrikke ses som et billigt alternativ til kaffe, der er blevet dyrere, lyder det fra topchef Hilton Schlosberg, skriver MarketWire.
Størstedelen af selskabets salg består af Monsters energidrikke, der udgør 1,94 milliarder dollar af det samlede salg.
I begyndelsen af 2023 lancerede Monster Beverage selskabets første alkoholiske drik, The Beast Unleashed, i flere amerikanske delstater.
Det samlede salg af selskabets alkoholiske drikke, der blandt andet omfatter øl og maltbaserede drikke, faldt i andet kvartal af 2025 med 8,6 procent til 38 millioner dollar.
- Vi opnåede en rekordhøj nettoomsætning i andet kvartal og passerede for første gang to milliarder dollar, hvilket understreger styrken i vores brands, holdets talent og den fortsatte tiltrækningskraft vores produkter har verden over, lyder det fra topchefen i regnskabet.
Monster bliver herhjemme distribueret af Carlsberg - og er blevet det siden 2002.
/ritzau/