23948sdkhjf

Råd kritiserer dansk svineproduktion - ingen forbedringer i svinestalde trods megen snak

Kritik fra Det Dyreetiske Råd kalder ifølge Dyrenes Beskyttelse på øjeblikkelig handling fra fødevareminister

Det Dyreetiske Råd, der rådgiver fødevareministeren om dyrevelfærd og dyreetik, retter skarp kritik af forholdene i den danske svineproduktion.

Det fremgår af en udtalelse fra rådet, der er udgivet torsdag.

Kritikken går blandt andet på, at dyrevelfærdslovens minimumskrav ikke sikrer tilstrækkelig dyrevelfærd.

- Det Dyreetiske Råd konstaterer, at diskussionen om dyrevelfærd i svineproduktionen har stået på i årtier uden at føre til den forventede forbedring for dyrene, siger rådets formand, Bengt Holst.

Rådet udtalte sig første gang om forholdene i 1993, men der er ifølge formanden "fortsat store dyrevelfærdsmæssige udfordringer", ligesom de "aftalte mål i handlingsplaner generelt ikke - eller kun delvist - er nået".

- Der er sket forbedringer hen ad vejen, men det går meget langsomt. Mange af de problemer, der blev påpeget i 1993, har vi stadig, siger Bengt Holst.

Det gælder eksempelvis fiksering med metalbøjler af søer, der skal føde smågrise.

- For eksempel forhindres de fikserede søer i redebygningsadfærd og i at kunne bevæge sig på en naturlig måde, og velfærden for slagtesvin er svær at tilgodese med de gældende minimumskrav til areal og berigelse, hvilket ikke er acceptabelt, siger Bengt Holst.

Rådet anbefaler, at lovgivningen på området evalueres "i lyset af tidssvarende viden om dyrevelfærd og normer for hold af dyr".

- Vores anbefaling er, at man bruger de retningslinjer, vi laver for den dyrevelfærd, man bør stræbe efter, som reference, når man skal tilrettelægge loven.

- Samtidig bør man iværksætte bedre sanktionsmuligheder for dem, der bryder loven, og sørge for, at forvaltningen kommer i overensstemmelse med intentionerne bag loven, siger Bengt Holst.

Hos Dyrenes Beskyttelse mener chefkonsulent Birgitte Iversen Damm, at forholdene i den danske svineproduktion er en "dyrevelfærdsmæssig katastrofe" og udtryk for et "etisk kollaps".

Det kalder på øjeblikkelig handling fra fødevareminister Jacob Jensen (V), mener hun.

- De ansvarlige politikere må hurtigst muligt råde bod på det massive svigt af grisene og få Danmark væk fra den her fødevaremæssige blindgyde med verdens mest intensive produktion af svin, siger Birgitte Iversen Damm i en kommentar.

H.C. Gæmelke, formand for Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris, mener, at det dyreetiske råd sparker en åben dør ind med dets kritik.

- Vi har allerede iværksat flere tiltag, som imødekommer rådets anbefalinger. Det gælder eksempelvis rådets holdninger til opstaldning af søer i farestalden, siger H.C. Gæmelke i en pressemeddelelse, som LandbrugsAvisen refererer.

Han peger på et kommende nationalt lovkrav om løse søer i farestalden.

Der kan dog på "nogle områder" ske forbedringer, lyder det fra formanden. Men det bør ske, ved at man løfter dyrevelfærden på EU-niveau, påpeger han.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.067