Tre af Danmarks største fiskeselskaber køber stadig fisk af russiske leverandører.
Det skriver Berlingske.
Selskaberne, Kangamiut Group, A. Espersen og Jeka Fish har i kølvandet på krigen i Ukraine ikke endegyldigt stoppet sine russiske samarbejder. Fisk er dog en af de basisvarer, der er fritaget af EU's sanktionspakker.
Kangamiut Group og adm. dir. Ulrik Bjerre Rasmussen meldte ellers ud i 2022, at man ville stoppe med at købe russisk fisk.
I en mail til Berlingske kan han dog fortælle, at virkeligheden er anderledes, og at der stadig handles med russiske partnere.
Ifølge direktøren er det ikke "sort-hvidt".
- At vi ikke har afsluttet 100 % af vores samhandel med russiske leverandører, er baseret på nøje overvejede ledelsesbeslutninger, der forsøger at balancere et moralsk ansvar med ansvaret for vores virksomhed og vores medarbejdere, skriver direktøren i en mail til Berlingske.
Kangamiut Group havde i seneste regnskabsår en omsætning på 2,6 mia. kr. og et overskud på næsten 27 mio. kr. Ifølge virksomheden selv håndterer den selv af mere end 100.000 tons fisk og skaldyr om året.