23948sdkhjf

Ny minister for fødevarer, landbrug og fiskeri

Karen Hækkerup afløses som fødevareminister af Dan Jørgensen, der er uddannet lektor i miljøpolitik og en erklæret dyreven.
Det hidtidige medlem af Europa-Parlamentet, Dan Jørgensen (S), udnævnes til ny minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Fakta: 17 år med fødevareministre
Titlen som fødevareminister blev oprettet i 1996 med Henrik Dam Kristensen (S) som den første på posten. Før da havde Danmark både en landbrugsminister og en fiskeriminister, men de to poster blev altså slået sammen under titlen som minister for fødevarer, landbrug og fiskeri for 17 år siden.

Henrik Dam Kristensen blev i 2000 afløst af partifællen Ritt Bjerregaard, før fire Venstre-politikere i form af Mariann Fischer Boel, Hans Christian Schmidt, Eva Kjer Hansen og Henrik Høegh tog over i løbet af en periode fra 2001 til 2011.

Karen Hækkerups forgænger Mette Gjerskov blev indsat som fødevareminister 3. oktober 2011, mens Karen Hækkerup altså selv nåede at bestride posten fra 9. august i år.

Det meddeler Statsministeriet efter det seneste døgns spekulationer, som sender Karen Hækkerup videre til en stilling som justitsminister efter kun knap fire måneder i spidsen for fødevareområdet.

Dan Jørgensen har beskæftiget sig indgående med miljøpolitik i sine 10 års virke i Europa-Parlamentet, hvor han blandt andet har kæmpet for en afskaffelse af EU’s landbrugsstøtteordning, mere bæredygtighed i landbruget og bedre dyrevelfærd i staldene.

Sidstnævnte var – sammen med en kampagne mod lange dyretransporter – medvirkende til, at han af Dyrenes Beskyttelse i 2012 blev udnævnt som Årets Dyreven.

Læs også: Blandet modtagelse til ny fødevareminister

I sommer foreslog Dan Jørgensen, at pakker med buræg skulle mærkes efter samme princip som cigaretter, så det var muligt for forbrugerne at se, hvilke vilkår burhønsene lever under. Dan Jørgensen har da også tidligere udtalt, at hans barndomsdrøm var at blive enten dyrlæge eller professionel fodboldspiller, men i sidste ende vandt politikken alligevel.

Den nye minister for fødevarer, landbrug og fiskeri præsenteres for dronning Margrethe Alexandrine Þorhildur Ingrid af statsminister Helle Thorning-Schmidt i dag kl. 11.30, før den officielle overdragelse i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri kl. 16.00.

CV: Dan Jørgensen
Født 1975 i Odense og opvokset i Morud på Nordfyn.

Uddannelse:
Har studeret statskundskab på Aarhus Universitet og University of Washington.
Cand. scient. pol. fra Aarhus Universitet i 2004.

Erhvervskarriere:
Ansat i Socialdemokratiets folketingsgruppes analyse- og informationsafdeling i 2003.
Medlem af Europa-Parlamentet siden 2004. Næstformand i Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed og medlem af Budgetkontroludvalget.
Gruppeformand for de danske socialdemokrater i Parlamentet siden 2009.
Ekstern lektor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, 2010
Ekstern lektor i miljøpolitik på Danish Institute for Study Abroad, 2011
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062