En 51-årig mand blev søndag kørt med udrykning til hospitalet efter at have siddet fast mellem en gaffeltruck og en aflæsningsrampe på sit arbejde.
Det fortæller vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Lars Guldborg til Ritzau.
- Han er sluppet ret billigt med nogle knubs, fortæller vagtchefen senere søndag aften.
Ulykken skete på en adresse i Vallensbæk, hvor virksomheden frugt.dk holder til.
Politiet fik anmeldelsen klokken 15.39 søndag eftermiddag.
- Han bliver ramt, kommer til at sidde fast og bliver kørt hurtigt til hospitalet, siger vagtchefen og tilføjer:
- Det er en form for aflæsning af nogle varer, hvor han så kommer i klemme.
Arbejdstilsynet er tilkaldt, oplyser Københavns Vestegns Politi.
- Nu skal vi klarlægge, hvordan det er sket og se på eventuel videoovervågning og afhøre mulige vidner, siger vagtchef Lars Guldborg.
/ritzau/