Charlotte Bach Thomassen er udpeget som ny formand for Madkulturen med virkning fra 1. december. Hun har været næstformand i organisationen i flere år og er landsformand for DGI.
Det skriver FødevareWatch med henvisning til Madkulturens pressemeddelelse. Organisationen er nedsat af Fødevareministeriet.
- Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet med bedre rammer og vilkår for en stærkere madkultur nu og i fremtiden, udtaler Charlotte Bach Thomassen i pressemeddelelsen.
Også Madkulturens direktør, Judith Kyst, fremhæver den nye formands profil i et opslag på LinkedIn.
- Charlotte kommer med stærke kompetencer inden for ledelse, fællesskaber og organisationsudvikling og ikke mindst et dybt engagement i madens rolle i vores hverdag og samfund. Jeg ser meget frem til vores samarbejde og til den retning, vi sammen kan sætte for at styrke madkulturen i Danmark, skriver Judith Kyst.
Samtidig er John Wagner, journalist og tidligere direktør i De Samvirkende Købmænd, udpeget som næstformand. Ifølge Judith Kyst bringer han stor erfaring fra detailbranchen og et skarpt blik for udviklingen i danskernes madvaner.
Charlotte Bach Thomassen afløser Fie Hansen-Hoeck, der efter fjorten år forlader posten. Judith Kyst takker den afgående formand for hendes store engagement og for at have sat kursen siden organisationens etablering.
Madkulturen ser frem til samarbejdet med den nye bestyrelse og fortsætter sin mission om bedre mad til alle.