AgroTech har netop tilsluttet sig Save Food, et FN-netværk på over 100 internationale virksomheder og organisationer, der kan hjælpe med at komme klodens stigende mangel på fødevarer til livs.
Save Food blev etableret i 2011 af FN for at skabe opmærksomhed om effekten af at reducere madspild, og dermed få madspild skubbet ind i den politiske og økonomiske dagsorden gennem arrangementer, undersøgelser og udbredelse af netværkssamarbejde mellem virksomheder og organisationer rundt om i verdenen.
Omkring en tredjedel, eller over 1,3 milliarder tons, af den mad, som hvert år bliver produceret i verden, går til spilde gennem hele værdikæden fra mark til bord. AgroTech arbejder med rådgivning om reduktion af madspild gennem hele værdikæden og er specialister i madspild især i den professionelle sektor (kantiner, hoteller, storkøkkener etc.).
- Vi håber og tror, at nogle af vores erfaringer fra Danmark også kan inspirere internationalt, siger innovationskonsulent Johanne Sønderlund Birn, der deltager i Save Foods verdenskongres i Tyskland den 7.-8. maj.
- Fokus på kongressen er bekæmpelse af fødevaremangel gennem mindre spild, beskyttelse af naturressourcer, samt bedre emballering og distribution af fødevarer, oplyser Johanne Sønderlund Birn.
AgroTech kommer hos Save Food i selskab med store internationale aktører og organisationer som fx Nestlé, Siemens, Dupont samt flere organisationer inden for ressource- og madspildsområdet.