23948sdkhjf

Klumme: Fødevarekontrollens situationsfornemmelse

Efter årtier med vi-skal-komme-efter-jer-attituder, nul-toleranceplaner og kasketpsykotiske kontrollanter er vi heldigvis nået dertil i Danmark, at der er ved at lejre sig en gensidig forståelse af hinandens roller i et konstruktivt samspil. Fødevaremyndighederne fortjener ros for en klog tackling af den løbske lovmølle.
Vi skal ikke mange år tilbage, før den offentlige og den private sektor var to forskellige verdener, der så hinanden som modsætninger. En offentlig myndighed var – ja, netop: en myndighed. En, som man ikke alene skulle have respekt for, men helst også frygte, i det mindste en lille smule. Ikke for kvaliteten eller nytten af tjenestemændenes arbejde, men for deres position og de beføjelser – den myndighed – de havde over for borgere og virksomheder, der omvendt forventedes at udvise en passende grad af ydmyghed. Sådan havde det været i århundreder, og sådan fungerede det godt, fordi alle nøjagtig vidste, hvad de havde at henholde sig til. Adfærdsnormerne var klare, fordi reglerne generelt var overskuelige. Selvfølgelig var der lovbrydere, men næppe nogen, som ikke vidste, at de var det.

Ungdomsoprøret i 1960’erne og 70’erne var i høj grad et oprør mod denne ”skrankepavekultur”, som for sin part reagerede med indførelse af endnu flere love og regler. End ikke Folketinget og regeringen, der jo ellers er dem, der vedtager og udsteder reglerne, kunne stille noget op. Da Poul Schlüter i begyndelsen af 80’erne som ny statsminister proklamerede, at det skulle ”være lettere at være dansker” og bebudede ”regelsanering” og ”afbureaukratisering”, skete der lige det modsatte. Lovmøllen løb løbsk, og i dag er resultatet, at ingen har en kinamands chance for at danne sig et overblik over, hvad man må og ikke må. Det var ellers netop det, som allerede Valdemar Sejr advarede imod i fortalen til Jyske Lov i 1241, da han skrev, at loven skal være ”nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger”.

Det er jo ikke sådan, at vi i dag kunne nøjes med Jyske Lov. Men når lovgivningen bliver så omfangsrig, som den er blevet, opstår der en risiko for et omsiggribende myndighedstyranni. Det vil til enhver tid være myndighederne muligt at finde en regel, som selv en nok så skikkelig borger har overtrådt. Og ligeså med virksomhederne: Der vil altid være et eller andet at komme efter i forhold til det virvar af regler, der gælder, hvorfor virksomhederne reelt er overladt til myndighedernes forgodtbefindende. Dette gælder ikke mindst på fødevareområdet, hvor myndighederne derfor har et bærende ansvar for, at det overhovedet kan lade sigt gøre at drive virksomhed.

Efter årtier med vi-skal-komme-efter-jer-attituder, nul-toleranceplaner og kasketpsykotiske kontrollanter er vi heldigvis nået dertil i Danmark, at der er ved at lejre sig en gensidig forståelse af hinandens roller i et konstruktivt samspil. Det er senest kommet til udtryk i en konsulentrapport, som Fødevarestyrelsen har fået lavet om kødkontrollen på de store svineslagterier. Heraf fremgår, at slagterierne er godt tilfredse med samarbejdet med den statslige kødkontrol. Ikke at dyrlæger og tilsynsteknikere lader noget slippe igennem, som ikke er i orden, men de udviser en høj grad af forståelse for de udfordringer og arbejdsgange, som præger dagligdagen på slagterierne.

Også ude i detailhandelen oplever vi tilsvarende en helt anderledes tilgang end den, der førhen prægede fødevarekontrollen. Helt konkret har den ændrede attitude sat sig det spor, at antallet af klager over kontrollanterne er faldet markant hos Fødevareministeriets Klagecenter.

Fødevaremyndighederne fortjener ros for en klog tackling af den løbske lovmølle, der ellers kunne være helt ødelæggende for Danmark. Og de er et lysende eksempel til efterfølgelse for andre lovområder - som for eksempel arbejdsmiljø.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078