Stress i fødevarekontrollen?
Klumme: Man kan mene meget om fødevareminister Dan Jørgensen (S), og det er der da også rigtig mange, der gør.
Der er heller ikke noget at sige til, at stress-symptomerne forplanter sig ud i organisationen og således også ud i Fødevarestyrelsen og helt ud til kontrollanterne.
Derfra forplanter stressen sig videre ud i virksomhederne og butikkerne, hvor hver en pølse og hver en skinke efterhånden produceres med nerverne uden på tøjet. Sagen er jo den, at ingen producent kan gardere sig imod dødbringende reaktioner fra fødevarekontrollens side. Ved den mindste mistanke kan kontrollen rykke talstærkt ud til en butik eller virksomhed, hvor de ikke alene beslaglægger dyrebar arbejdskraft (og ofte også varer), men også takserer selve deres tilstedeværelse. Hvis der kommer to, hvilket ikke er unormalt, koster det over 600 kroner pr. påbegyndt kvarter. Det kan hurtigt løbe op i svimlende summer for en lille virksomhed, som vel at mærke ikke får pengene tilbage, hvis det viser sig, at der ikke var noget at komme efter, og som hverken ved omhu eller på anden måde kan gardere sig imod en sådan belejring. Man er som borger i en sådan situation prisgivet myndighedernes forgodtbefindende og behandles som skyldig, indtil det modsatte er bevist – og denne bevisbyrde kan i sig selv være meget dyr at løfte.
Det er ellers ikke længe siden, at jeg på denne plads roste Fødevarestyrelsen for at forvalte dette overordentligt tunge ansvar klogt og godt. En klog forvaltning er imidlertid ikke blot rosværdig. Den er også nødvendig, fordi man som næringsdrivende i fødevaresektoren dagligt risikerer, at verden ramler sammen på baggrund af en simpel mistanke hos en kontrollant, og fordi der er så mange regler, at ingen kan komme igennem tilværelsen uden med jævne mellemrum at overtræde mindst én af dem. Det betyder, at selv den mest skikkelige producent og handlende reelt er retsløs, og når man er det, lever man livet på randen af et i hvert fald økonomisk sammenbrud. Så kan man ikke være sin egen lykkes smed.
Det er sådanne forhold, vi ellers forbinder med diktatur- og bananstater. Og det er sådanne forhold, der danner de bedste betingelser for korruption. Også dette bør man holde sig for øje, når man ovenfra sender stressbølger ud i en organisation, hvorfra de forplanter sig til en overlevelseskamp hos de forretningsdrivende. Får korruptionen først fat i det danske kontrolsystem, vidner uendeligt mange udenlandske erfaringer om, hvor svært det er at komme af med den igen.
Dér er vi heldigvis ikke endnu, og der er stadig grund til overordnet at rose Fødevarestyrelsen for klog og forstående forvaltning. Men situationens beståen forudsætter, at der øverst i ministeriet er forståelse, ja allerhelst et ønske om den. Sådan opfattes det ikke allevegne i systemet, og hos vore medlemmer ser vi eksempler herpå i kontrollen, hvor tåbelige krav begrundes med, hvad styrelsen kan og ikke kan ”holde til”. Lige netop det kan de erhvervsdrivende ikke holde til. Og uden erhvervsdrivende, ingen myndigheder – og dem kan vi heller ikke undvære.
