23948sdkhjf

Kold luft hos Agri-Norcold bliver til varme i 500 huse

Frysevirksomheden er godt i gang med en solstrålehistorie
Frysevirksomheden Agri-Norcold, der indfryser og lagrer en stor del af Danmarks kolde fødevarer, er nu også leverandør af overskudsvarme til private boliger.

På Agri-Norcolds kæmpestore fryselager i Vejen bliver den varme, som opstår ved produktion af kold luft til fryselageret, således via det lokale varmeværk ledt videre til opvarmning af områdets husstande. Spildvarmen fra Agri-Norcold kan opvarme, hvad der svarer til mere end 500 ejendomme årligt, oplyser Agri-Norcolds direktør, Jan Nielsen,

- Det er et projekt, som vi har brugt flere år på at forberede, og det har krævet en del tekniske omlægninger. Før sendte vi al den dejlige varme lige ud i den blå luft, nu varmer vi 500 huse op. Det er vi rigtig stolte af, siger han til Food Supply.

Flere byer på vej

Succesen i Vejen skal efter planen inden længe bredes ud til flere af de i alt syv byer, Agri-Norcold har frysehuse i. Virksomheden forhandler allerede med de lokale varmeværker i Padborg og Hobro og forventer, at yderligere 200-300 husstande inden årets udgang kan få gavn af overskudsvarmen fra Agri-Norcold.

Jan Nielsen ønsker ikke at gå i detaljer med økonomien i det CO2-sænkende projekt, men han glæder sig på vegne af både miljøet, fjernvarmeværkerne, fjernvarmekunderne og Agri-Norcold.

- På sigt får vi en forbedret drift ud af det. Vi har investeret ret mange penge i projektet, og det er ikke noget, vi bliver rige af. Men det bliver da en lille forretning for os - og jeg synes altså, det er fantastisk, at vi kan opvarme 500 huse, konstaterer direktøren.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.144