23948sdkhjf

Candynavia-chef: Sådan stopper vi slikfuskerne

Glæder sig, hver gang myndighederne knalder ulovligt lager
Selv om markedet for ulovligt importeret slik er eksploderet i Danmark, hvor myndighederne jævnligt afslører ulækre, ulovlige fuskerlagre, der sælger søde sager til spotpriser - så kan det faktisk godt lade sig gøre at drive en lovlig slikforretning uden at ligge søvnløs om natten.

Hos Candynavia i Silkeborg, der har hundredevis af afgiftsbelagte slikvarenumre på hylderne, er salgschef Benny Ebsen således ved godt mod, selv om humøret får en ekstra tak op, hver gang en af de ulovlige konkurrenter bliver knaldet.

- Umiddelbart kan man godt tænke, at "det er virkelig også for galt" - men jeg plejer bare at ende med at tænke "fint, så fik de én mere". Jo mere, man går efter dem, jo mere utrygt bliver deres liv. Når man jagter de brodne kar, må det jo komme vi andre en lille smule til gode, siger salgschefen, der har flere bud på, hvordan man for alvor kan dæmme op for snyderiet.

- Sukkerafgiften er jo på 25,97 kroner pr. kilo, så når man bliver afsløret med 40 tons, burde man få en bøde på 26 kroner gange 40.000, mener han.

Har inviteret skatteministeren

Endnu mere effektivt vil det dog ifølge Benny Ebsen nok være, hvis man sænker sukkerafgiften.

- Jeg synes, den skal halveres. Så gør man det meget mindre interessant at rulle kassebiler med ulovligt slik over grænsen, påpeger Candynavia-chefen, som gennem et par år har gået med tanken om at skrive til skatteministeren.

Og nu har han så endelig fået det gjort: En invitation er sendt til skatteminister Karsten Lauritzen (V):

- Ja, jeg har inviteret ham til at komme og se, hvordan det fungerer hos os, og jeg bliver da glad, hvis han siger ja til at komme forbi og få et indblik i den søde verden.

Ude i periferien

Når det trods alt kan lade sig gøre som lovlydig virksomhed at klare sig på et marked fyldt med kriminalitet, hænger det ifølge Benny Ebsen også sammen med, at der er forskel på de markeder, man henvender sig til.

- Så længe de brodne kar forhåbentlig ikke kommer ind på de bonede gulve i supermarkedskæderne, men holder sig ude i periferien i det lidt mere ustrukturerede marked, så er problemet ikke så stort, som det kunne have været. Men det er da slemt nok, at de gør det muligt at dumpe priserne, mener han.





Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079