FoodService Danmark er sat til salg af Dagrofa - og FoodService Danmark har netop solgt datterselskabet Sørwi til Delika Food Group. Men hvis nogen skulle tro, at de to ting hænger sammen, så kan de godt tro om igen, fastslår FoodService Danmark-direktør Henrik Clausen i Dansk Handelsblad.
- Vi ville have solgt Sørwi under alle omstændigheder, siger han og forklarer, at FoodService Danmark ikke er på vej til at blive solgt i småbidder.
- Det har været vigtigt for os at fokusere vores forretning på vores kernekompetence, og produktionen af røgvarer og pålæg er ikke en kerneforretning for os, og derfor har vi ønsket at frasælge den del af virksomheden. Det har ikke noget at gøre med salgsprocessen af FoodService Danmark, siger Henrik Clausen til bladet.
Han nævner også, at han finder det nødvendigt, at FoodService Danmark fortsætter som ejer af Prima Frugt, KødGrossisten og HKI Ost.