Signifikant vægttab fastholdes hos svært overvægtige efter behandling med liraglutide i et år, lyder de kliniske resultater fra en 32-ugers åben forlængelse af et 20-ugers fedmestudie.
Efter 52 uger, hvor liraglutide blev doseret én gang dagligt i højeste dosis, sås et gennemsnitligt vægttab i forhold til udgangspunktet på omkring 7,5-8,0 kg og et placebojusteret vægttab på omkring 5,5-6,0 kg, mod et vægttab efter 20 uger på lige over 7 kg i forhold til udgangspunktet og 4,5 kg placebojusteret.
Omkring 75% af dem, der blev behandlet med den højeste dosis, opnåede et vægttab på over 5%, og flere end 35% opnåede et vægttab på over 10% efter 52
ugers behandling, mod henholdsvis omkring 25% og omkring 10%, der nåede de samme mål for vægttab med placebo.
Deltagere, der blev behandlet med open-label orlistat, tabte sig 3,5-4,0 kg i forhold til udgangspunktet, og omkring 45% og omkring 15% opnåede et vægttab på henholdsvis over 5% og 10% efter 52 ugers behandling.
Af alle patienter, der deltog i det forlængede studie, viste omkring 30% tegn på prædiabetes ved randomiseringen. Efter et års behandling viste omkring 80% af denne prædiabetes-undergruppe af patienter, der blev behandlet med liraglutide i højeste dosis, ikke længere tegn på prædiabetes, mod omkring 30% i grupperne, der fik placebo eller orlistat.
Mads Krogsgaard Thomsen, Novo Nordisks koncernforskningsdirektør, udtaler:
- Resultaterne fra forlængelsen af fase 2-fedmestudiet viser klart, at liraglutide har evnen til at fremkalde varigt vægttab og samtidig beskytte mod forringet blodsukkerregulering.
Novo Nordisk forventer fortsat at indlede et fase 3-program med svært overvægtige uden diabetes inden udgangen af 2008.

