Avis: Skuffende få vil købe Rynkeby
Arla regner dog stadig med at afhænde i løbet af foråret
Det skriver Jyllands-Posten efter at have talt med en række kilder med "indgående kendskab til processen".
Ifølge avisen har en række fonde således allerede trukket sig fra kapløbet om at købe Rynkeby - angiveligt fordi de ikke tror på de meget ambitiøse vækstplaner, som Rynkeby har fremlagt. Planerne indebærer blandt andet, at Rynkeby i løbet af de kommende fem år skal fordoble både omsætning og overskud.
Norsk interesse
Jyllands-Posten erfarer dog også, at der er et par bydere, som har vist interesse, deriblandt norske Scandza, som i 2011 købte den danske småkagevirksomhed Bisca.
Arla ønsker ikke at kommentere oplysningerne, men pressechef Theis Brøgger siger til Jyllands-Posten, at man stadig regner med at have en køber klar inden udgangen af juni.