23948sdkhjf

- Jeg er ikke sådan en heldig en, der bare kommer let til det

Syv spørgsmål til indehaveren af blandt meget andet Skagen Køkkenet, Jesper C. Winter
Hvad er nøglen til din succes?
Hårdt arbejde! Og så masser af tålmodighed i baglandet, ikke mindst hos min kone, Didde. For mig er arbejdet en livsstil og en hobby, og jeg er ikke med i nogen hyggeklubber eller jagtforeninger eller sådan noget. Al min tid går med arbejdet og familien. Desuden er jeg rimeligt selvsikker: Jeg ved, hvad jeg vil, og hvad mine mål er, og jeg har troen på det. Men succes kræver altså virkelig hårdt arbejde for mig - jeg er ikke sådan en heldig person, der bare kommer let til det.

Hvad er dit bedste råd til andre med en drøm om succes?
Du skal bare arbejde hårdt og være 100 procent fokuseret. Tro på det selv, for der er rigtig mange, som nok skal komme med de negative tanker. Det er selvfølgelig vigtigt at lytte, men inde i sig selv skal man tro 100 procent på sit projekt. Så skal man nok lære det hen ad den snoede vej, som jeg stadig er på vej ad.
Jesper C. Winter
- 35 år. Gift med Didde og far til to piger

- Uddannet kok og har arbejdet som kok i blandt andet London og på kongeskibet Dannebrog

- Begyndte i 2004 som køkkenchef på Skagen Fiskerestaurant

- Blev direktør på fiskerestauranten efter tre år, derefter også forpagter og siden 2012 ejer

- Medejer af Skagen Bjesk

- Etablerede i oktober 2014 Skagen Køkkenet, som producerer blandt andet kiks, chips, småkager, sennep, ketchup og barbeque sauce. Bagværket bliver fremstillet og pakket i Skagen Køkkenets egne lokaler i Skagen, mens sennep, ketchup og barbeque sauce baseret på Jesper C. Winters opskrifter bliver lavet hos samarbejdspartnere

- Åbnede 25. februar også en Skagen Fiskerestaurant i stormagasinet Illum i København

Hvad er ellers vigtigt for at få succes i fødevarebranchen?
Først og fremmest ærlighed. Og så skal man tilbyde nogle produkter, som folk kan forholde sig til. Danskerne er vanvittigt dygtige i køkkenet, men man skal holde sig på et niveau, som folk forstår, og ikke gøre det sværere, end det er. Fokus skal være på, at det hele er godt og enkelt og med et twist af noget nyt, uden at det bliver for fancy.

Hvad er næste skridt for Skagen Køkkenet?
At forøge kendskabet til vores produkter og få det hele kørt ind i de rigtige baner. Vi skal have strømlinet produkterne, og vi skal have hele brand-delen på plads. Kort og godt, så skal vi have det hele skruet rigtigt sammen – det har vi ikke helt haft tid til, fordi tingene er gået rigtig stærkt i det første års tid, siden vi begyndte.

Hvor er Skagen Køkkenet henne om fem år?
Lige nu har vi cirka 50 varenumre, men om fem år er vi oppe på langt over 200. Jeg har planer om at udvide med blandt andet færdigpakkede convenience-måltider med fisk og skaldyr. Den ferskvareserie tror jeg rigtig meget på. Det kan for eksempel være fiskelasagne, der er klar til ovnen, eller fire fiskefileter pakket med rasp.

Hvordan lyder din ultimative drøm?
Min drøm er at bygge en ny fabrik og samle alle mine aktiviteter under ét tag, hvor vi også producerer de produkter, som vi her i begyndelsen får lavet ude hos samarbejdspartnere. Et sted, hvor det hele går op i en højere enhed. . Det skal være et fødevareunivers med eget røgeri og et stort, flot showroom, og så skal vi for alvor markedsføre Skagen som en by, der er kendt for kvalitet.


Artiklen er også med i premierenummeret af det nye Food Supply Magazine, som du kan læse ved at klikke her:
Food Supply Magazine

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078