Produktionen af brød- og kageblandinger i Havnegade i Odense stopper næste sommer, når Lantmännen Cerealia lukker sin fabrik i byen. Dermed mister 20 medarbejdere på det tidligere Havnemøllerne arbejdet, skriver Fyens Stiftstidende.
- Det er meget kedeligt, men det nordiske marked for kager og brød er vigende og har været det i nogle år, siger hr-chef i virksomheden Birgit Jeppesen til avisen.
Hun oplyser, at den nuværende brødproduktion flyttes til Lantmännens afdeling i Malmø i Sverige, mens kageproduktionen udliciteres til en ekstern leverandør. Det drejer sig blandt andet om blandingen til drømmekage fra Brovst.
Nogle af de ansatte i Odense kan muligvis få job på Lantmännen Cerealias anlæg i Vejle, hvor virksomheden producerer mel og morgenmad.
Lantmännen Cerealia overtog firmaet Havnemøllerne i Odense i 2008.