Står det til Danish Crown, skal der produceres flere slagtesvin i Danmark. Derfor vil slagterikoncernen opmuntre flere landmænd til at etablere sig som svineproducenter ved at give dem en håndgribelig kontant bonus i form af 10 øre pr. kilo kød det første år.
I dag beløber den samlede betaling til landmanden for et kilo kød sig til godt 10 kr., så den kontante bonus udgør altså cirka 1 procent.
- Det er naturligvis ikke det, der vender mørke til lys. Men det er ikke et ligegyldigt beløb, og vi vil gerne være med til at støtte i startfasen. Det kan jo være svært for en ung nyetableret at komme i gang med en ny produktion, siger formanden Niels Mikkelsen, Danish Crown til Dagbladet Børsen.