23948sdkhjf

Launis-ejer røger nu også fisk

Gert Nielsen har købt Top Røg i Skagen, som skal være et ekstra fiskeben i hans virksomhed
Indehaveren af den nordjyske fiskefabrik Launis, Gert Nielsen, kan nu også kalde sig røgeri-ejer. Han har købt Top Røg i Skagen af brødrene Poul og Per Flyvholm, der etablerede Top Røg for 28 år siden.

- Jeg ser Top Røg som et ekstra ben til Launis. Vi har mange produkter, så som rejer, sild. kaviar og fiskefrikadeller, men vi er i en branche, som bliver mere og mere trængt - og hvis vi skal blive ved med at være med i kampen, er vi nødt til at have flere ben at stå på, konstaterer Gert Nielsen.

- Det tog et par år at få Top Røg med i familien. Brødrene Flyvholm har lavet knaldhamrende gode produkter, og og det skal vi nu bygge videre på, tilføjer han.

Top Røg med syv ansatte fortsætter, i hvert fald indtil videre, som en selvstændig virksomhed og med Anita Larsen som driftsleder. Hun er headhuntet til opgaven i egne rækker, idet hun i 20 år har været hos Launis i Aalbæk, 20 kilometer syd for Skagen.

Sidste røgeri i Skagen

Gert Nielsen lægger ikke skjul på, at også røgeribranchen er svær at begå sig i, ikke mindst på grund af konkurrencen fra store producenter i udlandet. Top Røg er således det eneste røgeri, der er tilbage i Skagen. Alligevel har han begrundet håb om at skabe en rygende succes.

- Jeg tror, at vi kan gøre det, fordi der er en lang række synergieffekter, og vi kan opnå nogle driftsfordele sammen med Launis. For eksempel når det handler om emballageudvikling, siger Gert Nielsen og nævner også, at afsætningsmulighederne kan få et markant løft hos Top Røg, fordi Launis har så mange gode kontakter.

Top Røg har p.t. en årlig produktion på et par hundrede ton røgede fisk, hvoraf langt størstedelen er sild og makrel.

Underskud på 1,4 millioner

I det seneste regnskabsår var der et underskud på knap 1,4 million kroner - efter et plus på godt 12.000 kroner året før - men det har altså ikke afskrækket den nye ejer.

- Resultatet afspejler sig jo også i prisen, konstaterer Gert Nielsen, som dog ikke ønsker at fortælle, hvad han har givet for Top Røg.

Handelen omfatter selve driften og ikke Top Røgs bygninger. De er blevet købt af naboerne hos fiskeoliefabrikken FF Skagen, med hvem Gert Nielsen har indgået en lejeaftale.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.066