23948sdkhjf

Den sidste NNF-afdeling på plads

Så er den sidste fusionsgeneralforsamling vel overstået. NNF Lillebælt-Fyn kom på plads lørdag den 13. december, da de tre afdelinger i Kolding-Vojens, Lillebælt og på Fyn fik medlemmernes enstemmige ja til at gå sammen. Dermed kan NNF pr. 1. januar 2009 tage hul på arbejdet som fremtidens fødevareforbund.
68 stemmeberettigede medlemmer var mødt op til fusionsgeneralforsamlingen, og de gav alle deres opbakning til den nye NNF-afdeling. Den får sit hovedkontor i Odense med lokalkontorer i Kolding og Lillebælt, og den er baseret på i alt 2825 medlemmer.

Og netop medlemstallet er i fokus hos den nye afdelingsformand Paul Fruergaard Sørensen, der i øjeblikket er forbundssekretær.

- En enstemmig opbakning er tegn på, at fusionen er rigtig. Opgaven for den nye afdeling bliver at lægge kræfter i at forbedre medlemstallet, og det er der muligheder for. Vi skal i gang med at samle op på virksomhedsbesøgene i nogle brancher, og blandt andet trænger bagerne på Jyllandssiden til et opsving, mens det på Fyn drejer sig om mejerierne, siger han.

Paul Fruergaard Sørensen ser desuden frem til, at servicen over for medlemmerne kommer op i et højere gear, fordi flere ekspertiser bliver samlet under samme tag i NNF Lillebælt-Fyn.

- Det drejer sig om at få skabt et lærende miljø, og metoden til det er at samle ressourcerne ét sted, konstaterer han og tilføjer, at man på den måde kan motivere, inspirere og hjælpe hinanden.

Ud over Paul Fruergaard Sørensen som formand får NNFs nye afdeling i Odense Rene Korsgaard som næstformand og udvalgsformand mejeri. Palle S. Jørgensen bliver udvalgsformand Slagter, Frank Knudsen udvalgsformand Bager/Møller, Finn Lauridsen kasserer (stillingen overgår til ansat i 2013), Anders Kjerulff faglig A-kassemedarbejder (stillingen overgår til ansat i 2013), Søren Rishøj udvalgsformand Tobak (fritidsformand) og Peer Sørensen udvalgsformand Sukker/Chokolade (fritidsformand), mens Anne Jørgensen bliver A-kasseleder.

Det bliver nu op til brancheudvalgene at indstille kandidater til bestyrelsen, så den kan være på plads i løbet af januar. Indtil da agerer afdelingens daglige ledelse bestyrelse.

Kilde: NNF

Læs mere om: NNF
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094