Amanda Seafoods er blevet del af en norsk koncern med speciale i fisk og skaldyr. Insula A/S har købt 68 procent af aktierne i det nordjyske firma, der har hovedkvarter i Frederikshavn.
Før købet af hovedparten af aktierne i Amanda havde Insula 14 selskaber i Norge og Sverige i sin portefølje - deriblandt Marenor AB i Sverige og Lofotprodukt A/S i Norge.
Amanda Seafoods i Frederikshavn producerer og sælger konserves og er særligt kendt for sin torskerogn. Der er 41 ansatte i dag. En antal, der formentlig vil vokse i løbet af det næste år.
Poul Plougmann og hans kone Anja har været selskabets hovedaktionærer. Han siger i forbindelse med salget:
- Selv om Amanda har været en solid aktør på det danske marked, mener vi, at det fortsat er muligt at udnytte potentialet i fabrikken og dens mange dygtige ansatte endnu bedre. Vi er glade for at have fået Insula ind som vores nye hovedaktionær.
Plougmann vil fortsat eje ni procent af aktierne i selskabet, mens administrerende direktør Jesper Kold Sørensen fortsætter som medejer med 15 procent af aktierne. COO Morten Nielsen og eksportdirektør Morten Sander indtræder som medejere med fire procent aktier hver.