Rema 1000 har netop afsluttet regnskabsåret 2007 med glans. Det blev i perioden til en omsætning på 3,9 mia. kr., 16 nye butikker så dagens lys og kæden vandt markedsandele fra de store discountkæder. Og væksten er fortsat ind i 2008, skriver dagbladet Børsen.
- Vi har et positivt momentum lige nu. Vi har haft gode vækstmuligheder i opgangstiderne, og nu tror vi på, at vi også kan få det i nedgangstiderne. Vi vil gerne åbne 50 butikker i 2009, hvis det er muligt, siger adm. direktør for de danske butikker, Henrik Burkal til avisen.
Århus, Odense og København står øverst på listen over nyåbninger, men kæden har her problemer med at finde egnede lejemål, oplyser Henrik Burkal.