Foss' omsætning steg i 2008 til 197 mio. euro, svarende til en organisk vækst på 7%. Foss' analytiske løsninger er solgt i mere end hundrede lande og 98 % af den samlede omsætng kommer da også fra udlandet.
- På trods af de vanskelige markedsforhold i slutningen af året, har vi opnået et udmærket resultat for 2008 med fremgang i både salg og driftsoverskud. Vi har gjort fremskridt i Kina, Rusland og USA og flere europæiske lande og dermed er væksten baseret på et bredt grundlag, siger Foss' formand, Peter Foss.
I 2008 har Foss etableret nye salgsselskaber i Indien og Brasilien med det formål at øge investeringerne på virksomhedens vækstmarkeder. Og med en egenkapital på 147 mio. euro er det muligt at indlede nye opkøb, hvis den rigtige mulighed viser sig.
Som følge af den globale økonomiske krise forventer Foss meget vanskelige markedsvilkår i 2009.
- Vi vil basere vores vækst på fortsat at introducere nye banebrydende produkter. I 2008 har vi indført en række nye analytiske løsninger for vores kunder inden for landbrugs- og fødevareindustrien, og vi har flere på vej, siger Peter Foss.
Han understreger, at det vil være investeringer i innovation, der skal føre virksomheden stærkt igennem 2009.