23948sdkhjf

Danish Crown tilpasser yderligere

Danish Crown nedlægger flere stillinger for at fremtidssikre en konkurrencedygtig koncern.
I alt nedlægges godt 50 administrative stillinger i Svinekødsdivision og koncernfunktioner, og hertil kommer, at Tulip Food Company inden for de seneste måneder har sagt farvel til ca. 30 administrative stillinger.

Kapacitetstilpasning i oksekødsdivisionen, etablering af en samlet enhed under Danish Crown Nordic og flytning af Frilands hovedkontor til Randers er ligeledes nogle af de elementer, der under overskriften DC Future skal sikre en omkostningsreduktion og dermed en styrkelse af konkurrenceevnen hos et af Europas største svineslagterier.

- Det seneste år har de danske afdelinger i Danish Crown gennemgået en kolossal forandring. Vi har skabt omkostningsbesparelser på 470 mio. kr. – heraf er der alene inden for den seneste måned truffet beslutninger og gennemført forhandlinger, der betyder besparelser i størrelsesordenen 210 mio. kr. Vi har nedlagt 10 danske afdelinger og har afskediget 2600 medarbejdere, og de seneste tiltag er kun en del af det arbejde, der i disse måneder foretages for at sikre reduktion af omkostningerne i selskabet og for at kunne præsentere et troværdigt og konkurrencedygtigt budget for 2009/10, siger administrerende direktør i Danish Crown Kjeld Johannesen.

Danish Crowns slagtninger ligger i disse uger over prognosen, og de seneste to uger er noteringen hævet med 40 øre.

- Virksomhedens ejere er så hårdt presset, at der er brug for drastiske tiltag, og i løbet af de kommende måneder vil topledelsen gennemgå samtlige omkostninger i koncernen med en tættekam. Men det er vigtigt at understrege, at vi tror på en yderligere noteringsstigning i løbet af de kommende uger, når vi ser på markedsudviklingen, siger Kjeld Johannesen.

- DC Future er et løfte til ejerne om, at Danish Crown kan og skal være konkurrencedygtige i europæisk sammenhæng. Og her skal alle midler tages i brug, siger Kjeld Johannesen.

Kilde: Danish Crown

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141