Unibake har for et uoplyst beløb øget sin ejerandel i Bakehouse fra 25 til godt 63 pct. og har dermed sat sig på magten i det britiske Bakehouse. Det skriver dagbladet Børsen i dag.
- Vi står nu med et fantastisk stærkt koncept i Storbritannien, der med en omsætning på 1,1 mia. kr. årligt er det største marked for koncernen efterfulgt af Danmark og Belgien. Vi dækker nu både cateringmarkedet for frostbrød og markedet for forbagt brød, siger koncernchef Bent Pultz Larsen til avisen.
Bakehouse leverer bl.a. bakeoff til de store supermarkedskæder som Tesco og Marks & Spencer. Adm. direktør Tony Brown, Bakehouse, forventer, at det tætte samarbejde med Unibake vil skabe nye vækstmuligheder.