I dag kontrollerer Fødevarestyrelsen først emballageoplysningerne, når mærkningen allerede er trykt, eller varen er sendt ud i butikkerne. Men med den nye ordning har virksomhederne mulighed for at få forhåndsgodkendt emballageteksten inden varen kommer ud til forbrugerne. - Ordningen skal være frivillig, men den bliver fulgt op fra myndighedernes side med flere retssager og skærpede bødestraffe til virksomheder, som alligevel snyder med forbrugeroplysningerne på deres varer, siger ministeren til DR Penge. Ordningen vil betyde, at Fødevarestyrelsen vil kunne koncentrere indsatsen dér, hvor der er problemer, lyder det fra ministeren, der har til hensigt at fremsætte lovforslaget til efteråret.