23948sdkhjf

Detailhandlen bag fælles udspil om lukkeloven

Dansk Erhverv glæder sig over, at detailhandlen er nået til en historisk enighed om lukkeloven.
Lukkeloven skal revideres i det kommende folketingsår. På den baggrund er en række centrale aktører inden for dansk detailhandel gået sammen om et fælles lukkelovsudspil, som møder opbakning hos Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen.

Dansk Erhverv står bag det fælles udspil sammen med Coop, Danmarks Sportshandler Forening, Dansk Detail, Dansk Supermarked og De Samvirkende Købmænd.

Det fælles udspil indebærer en trinvis liberalisering af lukkeloven, som fra 1. oktober 2012 erstattes af en ren helligdagslovgivning. Fra oktober 2012 kan de danske butikker dermed generelt holde åbent bortset fra på helligdage.

Direktør i Dansk Erhverv Kim Munch Lendal glæder sig over, at detailhandlen er kommet til enighed:

- Det er historisk, at den samlede detailhandel – lige fra de små butikker til de store kæder – står bag et fælles udspil om lukkeloven, der er en af de vigtigste rammelovgivninger for detailhandelen. Jeg er meget glad for, at det er lykkedes at forene de mange forskellige synspunkter om lukkeloven i et afbalanceret, fælles udspil, siger han.

Nyt lovforslag
Hovedformålet med det fælles udspil har været at opnå størst mulig sikkerhed for, at den endelige lovgivning tager højde for detailhandlens samlede interesser. Udspillet er i dag blevet præsenteret på et møde med Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen med henblik på, at det kan danne grundlag for de kommende politiske forhandlinger.

- Der ligger lange forhandlinger bag det fælles lukkelovsudspil, som er nøje afstemt mellem de forskellige parter. Derfor er vi glade for, at økonomi- og erhvervsministeren vil fremsætte et lovforslag med udgangspunkt i detailhandelens fælles lukkelovsudspil, siger Kim Munch Lendal.

Hovedindholdet i det fælles lukkelovsudspil:
  • Af hensyn til virksomhedernes personalemæssige dispositioner, investeringer m.m. bør der snarest politisk muligt ske en politisk afklaring af sagen.
  • Pr. 1. juli 2010 bør mulighederne for at holde søndagsåbent for alle butikker udvides til første og sidste søndag i hver måned, hele december og fire ”løse” søndage.
  • Pr. 1. oktober 2012 bør alle butikker kunne holde åbent, når de har lyst, bortset fra 13½ årlige helligdage.
  • For at opretholde et ”nødberedskab” på dagligvareområdet bør der fortsat gælde en undtagelse for mindre dagligvarebutikker med en mindre omsætning. Derudover bør de hidtidige undtagelsesområder være gældende.
  • Ingen forretningsdrivende må i lejekontrakter eller lign. påtvinges at holde åbent på hverdage efter kl. 20 og lørdage efter kl. 17.






Kilde: Dansk Erhverv

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125