Man behøver ikke at hakke og snitte sig til et sundt mellemmåltid, i stedet kan man købe små gulerødder i mundrette stykker og taskevenlige pakker, og det samme gælder andre mini-grøntsager som blandt andet snacktomater, sukkerærter og skoleagurker. Grøntsager i miniformat er en succes, og forklaringen ligger lige for, mener Klaus Vestergård, som producerer gulerødder.
- De små gulerødder er nemme at håndtere, blandt andet fordi de ikke skal skrælles. Og så er det nemt at putte en 250 grams pose i tasken på vej ud af døren, siger han.
Mini grøntsagerne passer godt ind i en moderne livsstil, hvor vi har fokus på sundhed, men samtidig har travlt.
- De er jo et fantastisk tilbud om en nem og sund løsning. Et hurtigt mellemmåltid behøver ikke længere at være noget usundt som en haps-dog eller pomfritter. Selv McDonald’s har sat de små gulerødder på menuen. Kravet fra forbrugerne er helt klart, at sundhed og nemhed skal gå hånd i hånd, og de små gulerødder er et godt eksempel netop på sund fastfood. Jeg tror, at vi kommer til at se meget mere af den slags i fremtiden, siger Pernille Folcarelli, fra trendfirmaet Eckmann Alive.
Klaus Vestergård, ser positivt på mini-grøntsagernes fremtid.
- Vi forventer at producere mere af den type i fremtiden. Vi tror på dem, også selv om de er væsentlig dyrere at producere per kilo, end de almindelige gulerødder, siger Klaus Vestergård.
Smagsoplevelsen med de små gulerødder er ofte også lidt bedre end med de store. Det skyldes, netop, at man får spist dem, mens de er friske, men også at mini-grøntsagerne generelt er lidt finere i strukturen end de store grøntsager.