Den generelle følelse blandt de ansatte på Lantmännen-bageriet i Fristrup er undring – undring over beslutningen om at flytte produktionen til England.
Tillidsrepræsentant Sonny Thomsen, der har været på fabrikken i 19 år, mener, at det er en helt forkert beslutning, der er taget og påpeger, at det kommer meget bag på ham og de ansatte.
- Vi er den fjerdebedste virksomhed - ud af vistnok 34 - i Lantmännen-koncernen målt på effektivitet, svind og fraværsprocent, fortæller han og fortsætter:
- Vores sikkerhedsorganisation kører perfekt, og her er lavet rigtig mange tiltag. Vi har en grøn smiley, den højeste hygiejnestandard, ISO-certifikat og meget mere. Arbejdspladsen her er også en stor social størrelse i lokalsamfundet, blandt andet når det gælder arbejdsprøvninger.
Sonny Thomsen fortæller endvidere, at stemningen på fabrikken i øjeblikket er præget af beslutningen om lukningen, men at folkene er professionelle og arbejder videre, som de altid har gjort.