- Vi ser Chongqing som en ekstrem spændende mulighed for os. Og jo mere vi kommer ind i forretningen, desto mere ser vi den som en mulighed for at være med i næste skridt af vores Vestkina-strategi. Får vi mere fat i den virksomhed sammen med de lokale partnere, kan det meget vel tænkes at være et mere naturligt sted for vores kinesiske hovedkontor end Chengdu, siger Jørgen Buhl Rasmussen ifølge EPN.
Carlsberg ejer i dag 17,5 pct. af den del af Chongqing Brewery Group, som omfatter 13 bryggerier. I alt har gruppen mere end 30 bryggerier i sit net af noterede og unoterede selskaber. En andel, som Carlsberg erhvervede i forbindelse med overtagelsen af Scottish & Newcastle sidste år.