Prisen på rødspætter på et år er dykket med 30 procent, og ind imellem falder den under EUs mindstepris og ender som minkfoder i stedet for menneskeføde. Det skriver Forbrugerrådets blad Tænk, refererer Nordjyske.
Hos Coop og Dansk Supermarked bekræfter man det stærkt stigende salg af den asiatiske Pangasius-filet.
- Vi oplever en markant vækst i salget af pangasius-fisk, mens det modsatte er tilfældet for rødspætter. Vi har siden 2007 solgt omtrent 50 procent mere pangasius, mens vi i samme periode har solgt cirka 40 procent færre rødspætter, siger informationsdirektør i Coop Jens Juul Nielsen til bladet.